For nylig gav vi fem stjerner til serien ’The Marvelous Mrs. Maisel’, der handler om en kvindelig standup-komiker i 1950’ernes New York. Nu er første trailer til komediedramaet ’All About Nina’ landet, og den har en lignende præmis, dog i en mere moderne setting.
Mary Elizabeth Winstead (’10 Cloverfield Lane’, ’Fargo’ sæson 3) spiller Nina, en hårdtarbejdende standup’er, der langsomt er ved at etablere sit navn i en mandsdomineret verden.
Hendes privatliv er dog rodet og selvdestruktivt, hvilket i det mindste giver hende masser af materiale til hendes shows. Efter hun flytter til Los Angeles, for at aflægge audition til det ’Saturday Night Live’-lignende Comedy Prime, møder hun entreprenøren Rafe (spillet af Common), der måske kan hjælpe hende med at finde en smule ro i hendes kaotiske liv.
’All About Nina’ er skrevet og instrueret af den debuterende Eva Vives og har amerikansk premiere 28. september. En dansk premieredato er uvis.
Læs også: Genialt Netflix-show skyder standup-genren i sænk