ANBEFALING. Da en veninde for nogle måneder siden begejstret fortalte mig om rebootet af makeoverprogrammet ’Queer Eye’, på dansk bedst kendt som ’De fantastiske 5’, var jeg skeptisk.
På daværende tidspunkt havde jeg ikke set det oprindelige program fra 2003, men jeg havde en god fornemmelse for konceptet: Fem fabulous homofyre pøser deres samlede visdom om alt fra boligindretning til hudplejeserier ud over en række intetanende, hulemændslignende heterotosser, der i processen transformeres fra grimme ællinger til smukke svaner.
Ikke just originalt, tænkte jeg og afskrev dengang genoplivelsen som kalorielet og stereotyptung underholdning.
Da jeg nogle måneder senere, i et svagt øjeblik, alligevel trykkede play på Netflix, skete der imidlertid det samme for mig, som der er sket for tusindvis af amerikanere siden februar, hvor sæson 1 så dagens lys og blev mødt med en Rotten Tomatoes-score på 97 procent og 87 procent fra henholdsvis publikum og anmeldere. Jeg faldt pladask for showets format og de fem hovedpersoner – lige fra den søde og velmenende stilekspert Tan France over flamboyante, altid-garant-for-en-sjov-bemærkning plejeguru Jonathan til den mere afmålte og åbenhjertige indretningsarkitekt Bobby.
Jeg er langt fra den eneste, der har spurgt sig selv forbløffet: Hvori består tiltrækningskraften?
Stater males pink, én makeover ad gangen
Svaret synes måske at ligge ligefor: Makeover-programmer har til alle tider været populære guilty pleasures, og hvem kan stå for den både underholdende og livsbekræftende idé om, at en flok charmerende bøsser kan valse ind i stuen, kaste deres tryllestøv ud over det hele og ændre folks liv til det bedre?
Det nemme svar er imidlertid ikke nok til at yde hverken serien eller dens overvældende succes retfærdighed. I stedet bør man kaste et nærmere blik på, hvordan serien kløgtigt er blevet opdateret og tilpasset tidsånden.
Det oprindelige ’Queer Eye for the Straight Guy’, der i sin tid kunne kaldes progressivt blot for at give fem homoseksuelle ikke-skuespillere en plads på primetime-tv, foregik i metropolerne.
Det nye ’Queer Eye’ (der har droppet tilføjelsen for the straight guy) bevæger sig, under mottoet »turning red states pink, one makeover at a time«, i stedet til sydstaterne, langt fra de homoseksuelle big-applefyres hjemmebane og comfort zone. Her kaster fyrene, ulig deres forgængere, sig ikke bare over heteroseksuelle cismænd. Deltagerne består denne gang af en række meget forskelligartede personer, der spænder over et bredt spektrum af køn, seksualitet, race, social status og politisk/religiøs overbevisning.
Konsekvensen er, at Queer Eye bliver et mangfoldigt moderne program, der – ofte ved at få de fem til at sætte deres egne historier og oplevelser som minoriteter i spil – forsøger at nedbryde fordomme, skabe forståelse og bygge bro på tværs af forskelle.
Trump-vælger i konstruktiv dialog
Et konkret og symptomatisk eksempel leveres i første sæsons tredje afsnit. Her får Karamo, gruppens afroamerikanske repræsentant og kulturekspert, sig en heart-to-heart med episodens deltager: politimanden og Trump-vælgeren Cory. Samtalen kommer i kølvandet på et stunt ved afsnittets begyndelse, hvor Karamo i fab 5-mobilen ’for sjov’ bliver trukket ind til siden af Corys ven og politimakker.
Efter snakken, der omkranser det ømtålelige emne om politivold mod sorte, ender Cory og Karamo med at give hinanden hånd på, at det er vigtigt at starte en dialog og lytte til hinanden. Det lyder banalt, men som Karamo efterfølgende pointerer: »Det smukke ved situationen er, at jeg er åben. Jeg har brug for, at han lærer af mig, og jeg lærer af ham. For lige nu er vores land i en situation, der bare bliver værre og værre, og løsningen skal starte et sted«.
I den konkrete scene tænker vi måske alle, at særligt den hvide politimand burde spidse ører. Alligevel er der noget forførende og måske ligefrem konstruktivt i den simple og optimistiske præmis, der her fremstilles af Karamo, og som i det hele taget gennemsyrer serien.
I disse hyperpolariserede fake news-tider, hvor destruktive og magtfulde mandemænd truer verdensfreden, er det befriende med en serie, der udfordrer, nedbryder og går bag om den maskuline sydstatsstereotyp. Og i en medieverden, hvor dialog på tværs af fløje efterhånden fremstilles som en umulighed, virker det både nyskabende og opløftende, når nogen tør fremsætte påstanden om, at det stadig er muligt at bygge bro gennem respektfuld og åbensindet samtale.
Måske det bare er ønsketænkning, men hvor vil vi gerne tro på, at en homoseksuel newyorkerbøsse og en sydstatsbetjent kan starte dialogen om verdensfreden. For som Karamo siger: Samtalen skal starte et sted – og hvorfor egentlig ikke i et populært og lettilgængeligt realityshow, der tiltrækker et bredt publikum på tværs af USA?
‘Queer Eye’ kan ses på Netflix.
Læs også: Ignoreret stjernebesat mainstreamkomedie fortjener et langt større dansk publikum