‘The Equalizer 2’: Denzel Washington er lyspunktet i opkog af hævnfilmgenren

‘The Equalizer 2’: Denzel Washington er lyspunktet i opkog af hævnfilmgenren
Denzel Washington i 'The Equalizer 2'

Du finder ikke en mere gennemført amerikansk underholdningsform end hævnfilmen.

En grufuld uretfærdighed finder sted, og det er op til den egenrådige og næsten altid militærtrænede hovedperson at tage sagen i egen hånd og agere dommer, jury og bøddel i bedste Judge Dredd-stil. Det er et mildest talt problematisk udgangspunkt fra et etisk perspektiv, men det er samtidig også noget af det, der kan gøre hævnfilm som ‘Taken’, ‘I Saw the Devil’ og ‘John Wick’ så forbandet dragende.

De inviterer publikum ind i en verden, hvor mænd som Robert McCall, bedre kendt som The Equalizer, sørger for, at dem, der tæver, udnytter og undertrykker de uskyldige, bliver straffet. En fantasiverden, hvor retfærdigheden altid sker fyldest, og hvor man ikke skal bekymre sig om advokatsalærer, hvis man som praktikant er blevet voldtaget af en gruppe aspirerende børsmæglere til en firmafest. Sidstnævnte udgør en af flere løsrevne sidehistorier i ‘The Equalizer 2’, og de skyldige ender med et væld af brækkede arme, halse, ben, håndled og fingre i en penthouse-suite.

Udgangspunktet for filmens centrale plot er det brutale mord på McCalls (Denzel Washington) nærmeste ven, Susan Plummer (Melissa Leo), begået på et hotelværelse i Bruxelles af to backpackere. McCall, der dagligt arbejder som Lyft-chauffør og stadig hjælper uskyldige fra skyggerne, begynder langsomt at afdække en konspiration, som trækker tråde til hans fortid, og inden længe er det ikke kun ham selv, der er i fare.

Der er ingen tvivl om, at Denzel Washington er perfekt til rollen som den altruistiske The Equalizer. Få mennesker udstråler den samme overbevisende autoritet, hvilket er nødvendigt for, at man som publikum kan acceptere, når McCall udraderer sine fjender med en så nådesløs og grafisk brutalitet, at den bringer selv Liam Neesons Bryan Mills fra ‘Taken’ til skamme.

Derfor er det også synd, at plottet ikke er meget mere end en sammenkogning af klichéer fra det stadigt voksende bagkatalog af hævnfilm. Man har forsøgt at kompensere med en rundhåndet portion sidehistorier, hvor McCall gør alt fra at rejse til Tyrkiet for at redde den lokale boghandlers kidnappede datter til at hjælpe den unge nabodreng Miles (Ashton Sanders fra ‘Moonlight’) med at holde sig ude af bandekriminalitet.

Fælles for disse sidehistorier er dog, at de intet bidrager til den centrale fortælling. Man får derimod en fornemmelse af, at instruktør Antoine Fuqua (‘Training Day’, ‘The Equalizer’) hellere ville have indspillet dette kapitel om The Equalizer i serieformat. Som spillefilm er ‘The Equalizer 2’ i hvert fald en flad omgang.


Kort sagt:
Denzel Washington er stadig perfekt til rollen som The Equalizer, men ‘The Equalizer 2’ er ikke meget mere end en halvtam sammenkogning af andre – og bedre – hævnfilm.

Læs også: Denzel Washingtons bedste og værste præstationer

Spillefilm. Instruktion: Antoine Fuqua. Medvirkende: Denzel Washington, Pedro Pascal, Ashton Sanders, Melissa Leo. Spilletid: 121 min.. Premiere: Kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af