Denzel Washingtons bedste og værste præstationer

For få skuespillere i Hollywood er grænsen mellem mester- og makværk så hårfin som for ’The Equalizer’-aktuelle Denzel. Men vi har skilt fårene fra bukkene.

De bedste nr. 5: ’Flight’ (2012)

Midt i en periode, hvor Denzel Washington primært har tævet og pløkket sig igennem en god håndfuld hårdkogte actionfilm, landede han rollen som kaptajn Whip Whitaker i Robert Zemeckis ’Flight’. Og her fik den dobbelte Oscar-vinder lejlighed til at vise, at han stadig er i stand til at spille sig helt derud, hvor det gør ondt.

Denzel Washington er både menneskelig og empatisk som den rutinerede pilot, der redder alle passagerer på et fuldt booket fly under en dramatisk katastrofelanding, og som pludselig må se sig fanget midt i omverdenens idoldyrkelse af ham på den ene side og myndighedernes havariundersøgelse af ulykken på den anden. Modsat så mange andre roller er det umuligt at have andet end sympati for Denzels skildring af Whitaker – og det klæder ham.

De bedste nr. 4: ’Man on Fire’ (2004)

Denzel Washington er bedst i roller, hvor han kæmper mod sine indre dæmoner, hvad enten han spiller superskurk eller klassisk helt. En af hans bedste roller i de mange klassiske actionthrillers, vi har set ham i så mange gange, er som den alkoholiserede John Creasy i Tony Scotts ’Man on Fire’, hvor han for alvor får tilføjet dybde og smerte til Creasys konstante kamp for at finde livsglæden tilbage igen.

Portrættet af den aldrende bodyguard, der i takt med et stadig stærkere bånd til den unge rigmandsdatter Pita, stille og roligt får lappet sine følelsesmæssige sår, er både dragende og frastødende. Denzel giver liv og nuance til fortællingen, og så kan man godt leve med, at der går frenetisk Tony Scott-mani i den efterhånden.

De bedste nr. 3: ’Malcolm X’ (1992)

Efter han vandt Oscar for en birolle i ’Glory’ i 1990, fik han sin første store signaturrolle med ’Malcolm X’. Det blev filmen, der manifesterede Denzel Washington som en af Hollywoods mest indflydelsesrige sorte skuespillere, og filmen må siges at være et vendepunkt for afroamerikanske skuespillere i USA.

Denzel viser overskud og religiøs indlevelse som den mangefacetterede gangster Malcolm Little, der efter en tur bag lås og slå konverterer til islam, skifter navn til Malcolm X og bliver et religiøst talerør for amerikanske muslimer. Denzel Washington er så overbevisende i rollen, at han for tredje gang på fem år blev nomineret til en Oscar.

De bedste nr. 2: ’American Gangster’ (2007)

Det ligner en slags ’Godfather’, marineret i Harlem og dyppet i New York’sk bring-down-the-big-fish-tematik. Og det er det egentlig også. Men hvad der kunne have været et typisk klichéfyldt Hollywood-gangsterdrama reddes hjem af et glimrende manuskript, Russell Crowe og ikke mindst Denzel Washington i rollen som den narkosmuglende übergangster Frank Lucas.

Frank Lucas’ rejse fra at være et nul til at være kejser til at falde hårdt fra ondskabens trone inkarneres med stor troværdighed af Denzel, der igen viser, hvor dygtig han er til at jonglere med yderpolerne medmenneskelighed og koldblodig apati.

De bedste nr. 1: ’Training Day’ (2001)

’Training Day’ er et af årtusindets bedste actiondramaer, og hele filmen igennem sidder man ude på kanten af sofaen og glemmer sine popcorn af ren benovelse over, hvor dygtig filmen er til at fastholde sin suspense.

Og det er ikke mindst på grund af en fuldstændig uovertruffen Alfonso Harris, spillet til perfektion af Denzel Washington. Det er en karakter, der er skrevet til ham, og måden, hvorpå han formår at vække både sympati og forargelse på samme tid, er gennemført til fingerspidserne. Denzel bliver personificeringen af en korrupt politibetjent, der har pustet sit renommé op med tom luft, og i det øjeblik, venskaber og personlige bånd skal stå sin prøve, bliver han den lille mobbede dreng, der står alene tilbage i skolegården.

En pragtpræstation, der fortjent gav ham sin første hovedrolle-Oscar.

De værste nr. 5: ’The Taking of Pelham 1 2 3’ (2009)

Man kan blive så træt af film, der forsøger at kompensere for en dårlig historie ved at fylde castet op med verdensstjerner. ’The Taking of Pelham 1 2 3’ er et fremragende eksempel på, hvordan Tony Scott i den grad misbruger både John Travolta og Denzel Washington.

En af Denzels største udfordringer er nemlig roller, hvor han ikke tvinges til at balancere mellem menneskeligt forfald og ønsket om en bedre fremtid for sig selv og/eller andre. Når han indtager roller som togkoordinatoren Walter Garber, der ingen modstridende dæmoner har at slås med, har Denzel svært ved at løfte sit skuespil til et sted, hvor det for alvor bliver interessant.

De værste nr. 4: ’Unstoppable’ (2010)

På trods af den lunkne modtagelse til ’The Taking of Pelham 1 2 3’ forsøgte Denzel Washington (og underligt nok også instruktør Tony Scott) sig med endnu en togfilm året efter, hvor Denzel dog var klatret ud af kontrolrummet og ind i førerhuset på et større godstog, hvorfra han skal forhindre et ubemandet sæt togvogne i at mose sig igennem en storby.

Den aldrende Frank er en mavesur, kaffedrikkende togkontrollør, og det sædvanlige forsøg på at skrive en familiær vinkel ind i et katastrofedrama er både kedelig og uforløst. Denzel formår aldrig at give rollen dybde, men til hans forsvar har han heller ikke meget at arbejde med.

De værste nr. 3: ’The Bone Collector’ (1999)

Et af Denzel Washingtons stærkeste træk er hans mimik, og han er bedst i roller, hvor han kan bruge sin fysik og sin måde at gestikulere på. Denzel er derfor på en noget nær umulig opgave som den lammede mordefterforsker Lincoln Rhyme.

Fra sin seng forsøger at han guide en ung Angelina Jolie gennem diverse gerningssteder i jagten på en seriemorder, og det bliver aldrig Denzels film. En Denzel skal ikke spærres inde, men sættes fri, hvis han for alvor skal leve!

De værste nr. 2: ’Out of Time’ (2003)

Det er frustrerende at se, når fantastiske skuespillere castes til dårlige roller. Og det forstærkes yderligere, når en Oscar-vinder blot to år efter at have vundet den ultimative hæder som skuespiller takker ja til en rolle i noget, der mest af alt ligner en b-film.

Denzel spiller politichefen Matt Lee Whitlock, der i efterforskningen af et dobbeltmord pludselig selv kommer under anklage. Men han formår aldrig at give karakteren liv, og når selv traileren til filmen driver af dårlige oneliners og overspillede dialoger, kan man ikke andet end blive træt.

De værste nr. 1: ’The Preacher’s Wife’ (1996)

Det er svært at sætte ord på Denzel Washingtons præstation i denne mislykkede film. Omstændighederne er ellers fine; Denzel er en af Hollywoods upcoming-stjerner og skal spille over for selveste Whitney Houston, der ud over at være en af de smukkeste og mest succesrige sangerinder i verden på det tidspunkt også lige med ’The Bodyguard’ har vist, at hun kan spille skuespil. Men ak.

Denzel Washington spiller englen Dudley (!), der sendes til jorden af Gud for at hjælpe en præst med at redde sit ægteskab med en smuk korsanger. Gæt hvem der bliver forelsket i korsangeren. Gæt så hvem der bliver uvenner. Og gæt så hvorfor denne film er Denzels dårligste film til dato.

Skulle man være i tvivl om, at Denzel fungerer bedre i hårdkogt dramatiske roller end i blødsødne romantiske dramaer, skal man bare se eller gense denne film.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Equalizer’

Læs også: Nicolas Cages bedste og værste roller rangeret

Læs også: Her er Mads Mikkelsens bedste og værste roller

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af