Her er Mads Mikkelsens bedste og værste roller

De syv bedste og tre værste roller fra den danske verdensstjernes karriere.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 7: One Eye i ’Valhalla Rising’

Rollen som den stumme viking One Eye er måske et kontroversielt valg som en af Mads Mikkelsens bedste præstationer. Uden en eneste replik viser Mikkelsen dog i Nicolas Winding Refns ’Valhalla Rising’, hvor meget karakterskuespil et skarpskåret ansigt og et fast blik kan afstedkomme. Publikum er takket være Mikkelsens fine ansigtsmimik aldrig i tvivl om, hvad One Eye tænker. Som en ægte Clint Eastwood er One Eye en stille og stærk mand ude efter hævn, og Mads Mikkelsen kan med fordel trække på erfaringen fra denne rolle i den nye western-film ’The Salvation’.

Bedste scene:
Uden tvivl den voldelige karakterintroduktion, hvor One Eye, bundet som en vild hund til en pæl, skal kæmpe en ægte gladiatorkamp mod to andre slavekrigere. Her bider han struben af sin ene modstander og kvæler derefter den anden. Så er vi ligesom i gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 6: Lenny i ’Bleeder’

Som ’Pusher’ står Nicolas Winding Refn bag ’Bleeder’, der byder på fortællinger fra det indre København, og hvor Mads Mikkelsen leverer en pragtpræstation som filmnørden Lenny. Han bruger al sin tid i den lokale videobutik, hvor han arbejder. Filmene har desværre også fjernet hans virkelighedssans, og han kan ikke føre en eneste reel samtale, hvis ikke den involverer film. Mads Mikkelsen er imponerende akavet i de halvromantiske scener, hvor Lenny møder bogormen Lea og forsøger at arrangere et stævnemøde over noget ny strimmel.

Bedste scene:
Første scene i filmen, hvor Lenny begiver sig ud i en endeløs opremsning af samtlige af filmhistoriens store instruktører til en kunde, der viser sig kun er ude efter noget porno.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 5: Le Chiffre i ’Casino Royale’

Casino Royale er den bedste James Bond-film i nyere tid, og filmen gav med rette Mads Mikkelsen hans store internationale gennembrud som den overlegne skurk Le Chiffre. Den danske skuespiller brænder især igennem med sin karisma ved pokerbordet, hvor Le Chiffres kendetegnende mærkværdighed bliver afsløret, da blodet løber fra hans glasøje.

Bedste scene:
Når Le Chiffre mod slutningen i en ubehagelig scene fysisk torturerer Bonds testikler med en bundløs stol og et svingende reb, fremstår Mads Mikkelsen som den ondeste skurk i 007-serien. Det skyldes ikke mindst filmens nye troværdige og eksplicit voldelige stil, men uden Mikkelsens overlegne stemmeføring og svedfyldte ansigtstræk havde scenen ikke haft samme pondus.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 4 : Ivan i ’Adams æbler’

En anden suveræn karakter, der er skabt i samarbejde med Anders Thomas Jensen, er præsten Ivan fra ’Adams æbler’. Særligt mindeværdigt er det kontrastfyldte sammenspil mellem den evigt positive præst og Ulrich Thomsens Adam, hvor Ivans karakter langsomt nedbrydes af Adams ondskabsfulde bemærkninger. Mikkelsens naturlige repliklevering sikrer, at humoren også får en alvorlig eftersmag. Som i hans andre roller i Anders Thomas Jensens film viser ’Adams æbler’, at Mikkelsen trods sit pretty boy-image er nået dertil, hvor han er, fordi han har turdet gå linen ud med grimme og utiltalende karakterer.

Bedste scene:
»Keder vi dig Paul?« råber Ivan fra sin talerstol i kirken, da en stakkels ældre herre forsøger at liste sig ubemærket på kirkens toilet under gudstjenesten. Adam og de andre sociale tabere, der er blevet tildelt samfundstjeneste i præstens kirke, ser måbende til, imens Ivan på groveste vis får den gamle mand til at vende tilbage til sin plads.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 3: Arne i ’Blinkende lygter’

Mads Mikkelsen excellerer i at spille hård negl med et blødt punkt. Denne stereotyp mestrer han også i ‘Blinkende lygter’, hvor Arne skyder på egern og køer, men samtidig også er drengegruppens store ‘Matador’-fan. Mikkelsens ekspressive gestik giver ’Blinkende lygter’ en underholdende suspense, hvor publikum altid forventer, at Arnes temperament snart løber af med ham. Med sin skarpe og naturlige levering af replikker viser Mikkelsen, at han i den grad ejer udsøgt humoristisk timing, hvilket især kommer til sin ret i Anders Thomas Jensens sjove manuskripter.

Bedste scene:
Arne hidser sig op over en ko, der glor og ’muher’ af ham, og vælger at skyde den i hovedet med en Desert Eagle. I en grotesk underspillet dialog giver Arne efterfølgende mordvåbenet til den skydegale Alfred (Ole Thestrup) som erstatning for den døde ko. Jagten på køer og skovens mange dyr fortsættes herefter i fællesskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste – nr. 2: Lucas i ’Jagten’

Med en knugende intensitet spiller Mads Mikkelsen rollen som den uskyldige Lucas i det tragiske, men stærkt medrivende pædofilidrama ’Jagten’. Imens den hidsige heksejagt omkring ham tager til, vokser publikums desperation på Lukas’ vegne. Dette skyldes ikke mindst Mikkelsens evne til at leve sig ind i hovedkarakterens ekstreme følelser og formidle dem uden at overspille.

Bedste scene:
Når Lucas juleaften i kirken med gråd i både stemme og øjenkrog forsøger at synge med på ’Et barn er født i Betlehem’ for efterfølgende at afbryde gudstjenesten med konfronterende råb mod sin tidligere bedste ven Theo.

Pusher2

De bedste – nr. 1: Tonny i ’Pusher 2’

Det var som Tonny i ’Pusher fra 1996, at Danmark blev præsenteret for Mads Mikkelsen. Med solbriller, blottet isse og ‘Respect’ tatoveret hen over nakken agerede han Kim Bodnias humoristiske og uheldige makker, der bliver gennemtæsket med et baseballbat.

Otte år senere fik Tonny sin egen film med ’Pusher 2’, hvor den skaldede mand har mere end svært ved at genindfinde sig i det kriminelle miljø efter endt fængselsophold – endda i en ny rolle som far. Mikkelsen brillerer især i de scener, hvor Tonny konfronteres med både faderkomplekser og faderforpligtelser. Hans foruroligende blik formidler med stor udtryksfuldhed hovedkarakterens nuancerede følelser og  reaktioner.

Bedste scene:
Da Tonnys uduelighed og tabte maskulinitet illustreres i en scene med to prostituerede. Mads Mikkelsen står kun iført vilde tatoveringer og hiver i en slap bandit, imens han frustrerende kommanderer rundt med de to piger, der er lige så lidt samarbejdsvillige som hans egen impotente penis. Scenen fungerer især i kraft af Mikkelsens overbevisende og naturlige formidling.

SE MIKKELSENS TRE VÆRSTE ROLLER PÅ DE NÆSTE SIDER

Tristan

De værste – nr. 3: Tristan i ’King Arthur’

Mads Mikkelsens første Hollywood-film, ’King Arthur’, vandt ham nok ikke mange nye fans, og filmen er da heller ikke meget bedre end ’De tre musketerer’. I rollen som ridderen Tristan har Mads Mikkelsen ikke nogle længere samtaler, og hans engelske levering af one-liners synes da også rusten. Selv med stort skæg og en evne til at tale med dyrene ender Tristan også med at være et af filmens mange sørgelige elementer, og det var med denne film svært at se, hvordan Mikkelsen nogensinde skulle blive et hit i udlandet. Det er han i den grad kommet efter.

Værste scene:
Når Arthurs riddere, Tristan inkluderet, står midt i et krigsslag på en frossen flod, der viser sig ikke at være helt frossen nok. Her bliver ’King Arthur’ et klassisk eksempel på actionfilm, hvor den hurtige klipning og den rystende kameraføring tilfører slaget mere forvirring end spænding.

Clash of the titans

De værste – nr. 2: Draco i ’Clash of the Titans’

Mads Mikkelsen er helt sikkert et af de bedre elementer i den jammerlige action-adventure-film ’Clash of the Titans’, men det siger mere om filmen, end det gør om skuespillerens præstation – desværre. Guderne vil næppe tilgive Mikkelsen for at have sagt ja til at medvirke i dette 3D-kaos af ulidelige computereffekter og hovedpinefremmende dialog. For hvad kan man forvente af en film, hvor krigere og halvguder i skørter slås mod forvoksede skorpioner? Vores kritik går derfor mere på hans filmvalg frem for selve skuespillet. Mikkelsen kan trøste sig med, at store stjerner som Liam Neeson og Ralph Fiennes begik samme fejl.

Værste scene:
Filmens slutning, der lagde op til en lige så miserabel efterfølger, er alligevel filmens største forbrydelse. Heldigvis var Mads Mikkelsen fritaget til opfølgeren, så vi i stedet kan nyde hans talenter i nogle ordentlige film.

thethreemusketeers

De værste – nr. 1: Rochefort i ’De tre musketerer’

Hvis rollen som James Bond-skurk er enhver skuespillers drøm, så er en rolle i en Paul W. S. Anderson-film deres værste mareridt. Replikkerne bliver oftest tåkrummende pinligt leveret, eller også drukner de i latterligt ringe og unødvendigt effekthelvede. ’De tre musketerer’ er ingen undtagelse. Mads Mikkelsen bliver efter succesen med ’Casino Royale’ igen typecastet som filmens skurk Rochefort, der med klap for øjet og stiv repliklevering forsøger at gøre livet surt for D’Artagnan og co.

Værste scene:
Det er svært at vælge mellem alle de forfærdelige scener, der blandt andet inkluderer flyvende skibe og dårligt instruerede kampscener. Men værst er nok den langtrukne og intetsigende sværdduel mellem D’Artagnan og Rochefort, der ikke overraskende ender i skurkens død.

Læs også: Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen løfter en flig af sløret for deres nye film

Læs også: Mads Mikkelse: »Uforskammet, at amerikanerne har taget patent på westerns«

Læs også: ‘The Salvation’ anmeldelse

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af