Mads Mikkelsen er den første ude af Zentropas villa i Cannes. Han småsludrer lidt med de danske journalister ved poolområdet, hvor han om lidt skal give interview, får sig en smøg og ser i det hele taget afslappet ud i den franske forårsvarme. Måske føles det trygt at være omgivet af landsmænd, når man bruger en stor del af sit liv i det stærkt kontrollerede Hollywood-menageri.
Før interviewet får vi besked på, at vi kun må snakke om filmen, så lidt international superstar-vibe er der da. Heldigvis har stjernen selv intet imod at brede samtalen ud, når det kommer til stykket.
Mads Mikkelsen er kørt til Cannes fra Barcelona, 637 kilometer, fordi hans fly blev aflyst. Det var lidt længere, end han lige havde forestillet sig, men den ensomme roadtrip stemmer fint overens med hans rolle som lone rider i Kristian Levrings ’The Salvation’. Her har han hovedrollen som immigranten Jon, hvis familie bliver slået ihjel umiddelbart efter deres ankomst til USA. Det udvikler sig til et dramatisk hævnopgør efter alle western-genrens forskrifter.
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at Levring ville lave en dansk western?
»Det var den samme som alle andre danskere: ’What!?’ Men logikken er der jo. Det er faktisk uforskammet, at amerikanerne har taget patent på genren, for det var jo europæere, der flyttede til USA og slog sig ned. Det er faktisk vores historie«.
Kristian Levring har fortalt os, at du er bedre til at ride end Mikael Persbrandt, der spiller din bror. Er det noget, du kan bekræfte?
»Ja, det håber jeg – Mikael, hører du efter! Ej, jeg har redet rigtigt meget på film og har i hvert fald kunnet lade, som om jeg var god.
Men jeg har haft nogle sindssyge heste, som var enormt smukke, men ikke var kastrerede, hvilket vil sige, at de har en helt anden energi – og kom op at slås med både hinanden og med os. Det har givet nogle vanvittige situationer. Så det her er første gang, jeg har tænkt, at den hest vil jeg ride på igen. Det var den sødeste hest og gjorde alt, hvad jeg ville«.
Filmen kombinerer skandinaver som Persbrandt og Nanna Øland med udenlandske skuespillere som Eric Cantona og Jeffrey Dean Morgan. Har du haft indflydelse på casting-processen?
»Ikke andet end med Mikael Persbrandt. Da min bror (Lars Mikkelsen, red.) ikke kunne, så var jeg meget på, at det skulle være Mikael. Jeg bestemte det ikke, men jeg stemte meget på det, lad mig sige det sådan. Men ellers prøver jeg at holde mig ude af den slags – den type magt bør man ikke have som skuespiller«.
Snakker du og Lars om at finde et andet projekt sammen?
»Det er lidt svært for os, fordi alle ved, vi er brødre, så hvad skal vi kunne spille andet end det? Men kommer der noget vores vej – og det håber jeg – ville det være fantastisk. Vi skal nok gøre det på et eller andet tidspunkt«.
Du har efterhånden været med på mange amerikanske storproduktioner. Hvad er forskellen på at arbejde på dem og på en dansk storfilm som ’The Salvation’?
»Arbejdet er det samme, men den store forskel er, at vi herhjemme nok er mere effektive, fordi vores budgetter ikke er lige så store. Vi er heller ikke drevet af helt samme angst som på amerikanske produktioner. Der er et ekstremt hierarkisk system.
Man kan se på nogle af filmarbejderne på settet, at de har fået at vide, at de ikke måtte kigge på skuespillerne. De kigger simpelthen ned, når de går forbi én. Og folk er bange for at blive fyret, så der går nogle omgange, før man som skuespiller får noget at vide. Når man skal kigge lidt mere til venstre under optagelserne, skal tingene lige gennem 40 mennesker«.
De fleste af dine roller i USA har været skurkeroller. Er det svært at bryde ud af den lidt stereotype casting derovre?
»Jeg bliver tilbudt mange forskellige ting i Europa, men i USA har de et lidt andet billede af det. Og det er jo interessant, for 80 procent af amerikanerne har en eller anden form for accent fra et andet land, og alligevel ser du aldrig film om dem. Hvis du har en accent, er du skurken, og sådan er det bare. Jeg er dog blevet tilbudt andre ting – det har bare ikke været så spændende ting«.
I Europa bliver rollerne til gengæld ofte skrevet til dig, hvilket var tilfældet med ’The Salvation’. Kan man tillade sig at sige nej til en rolle, der bliver skrevet direkte til én?
»Det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Man bliver jo beæret over, at folk skriver noget til én, men omvendt kan det jo heller ikke binde én. ’Nu har jeg siddet og skrevet den her hardcore-bøsseporno-film til dig’ – så har man jo lov til at sige nej, hvis den ikke er spændende. Jeg vil meget gerne lave den, hvis den er god!«
Så når nu Simon Staho laver en eksplicit udgave af sin gamle kortfilm ’Nu’, hvor du og Mikael Persbrandt har et homoseksuelt forhold…?
»Ja, vi har jo faktisk spillet homoseksuelle sammen. Jeg har snavet med Mikael Persbrandt! Så det var fint at lave noget andet denne gang«.
Men man ved jo, hvad cowboyer laver, når kameraet vender den anden vej!
»Ja, det kunne vi jo se i ’Brokeback Mountain’. Jeg så den med min søn, og han anede ikke, hvad det var. Og der går jo lang ting, inden de er sammen, og han syntes bare, det var en lidt kedelig film. Og da det så skete, gik der et par minutter – og så gik han! Der kunne han godt mærke, at der nok ikke lige ville være nogen skuddueller lige foreløbig«.
Lige til sidst – jeg er ret begejstret for ’Hannibal’, særligt den nye, anden sæson. Hvordan har du det selv med serien?
»Jeg har aldrig været sådan en serie-fyr, men det er interessant, fordi de bliver de her store fænomener. Hannibal er ikke kanon stor, men ret solidt i fanbasen. Der er allerede gået lidt kult i det, og det kan man godt mærke, når man møder folk.
Jeg har ikke selv set så meget af anden sæson, men i det, jeg har set, synes jeg også, at de har fået greb om alt det visuelle. Kameraet er begyndt at danse mere med personernes indre liv, og det er rart«.
Er tredje sæson bekræftet endnu?
»Ikke 100 procent. Men jeg tror, det er på vej én af dagene«.
Læs også: Anmeldelse af ’The Salvation’
Læs også: Interview med ’The Salvation’-instruktør Kristian Levring
Læs også: Cannes-highlights dag 3 – selv filmkritikere kan lide at grine