6. ’Mænd og høns’
Der gik knap ti år mellem ’Adams æbler’ og ’Mænd og høns’, som for Anders Thomas Jensens vedkommende udmøntede sig i intet mindre end små 15 manuskripter til højde- og lavpunkter i dansk film fra ’Hævnen’ til ’Alle for to’.
Alt fik da også fuld uforløst smadder i returen, der handler om brødrene Elias (Mads Mikkelsen som serieonanist) og Gabriel (David Dencik), der efter deres falske fars død finder ud af, at de egentlig er sønner af videnskabsmanden Evelio Thanatos. Da de drager til en mennesketom ø for at finde ham, slutter de sig til tre freaky halvbrødre med en ækel forkærlighed for dyr (Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Søren Malling med spaltede læber og ganer).
Rollelisten var helt makset ud. Det samme var ATJU-gengangere som dyr, perversion, infantilitet, familie og smadrede ansigter, men her løfter det sig aldrig fra klichéerne. Ligesom karaktergalleriet heller ikke gør det sin stjernespækkethed til trods.
Det er meningen, at alt skal være for meget hos Anders Thomas Jensen, men i ’Mænd & Høns’ er der et mismatch mellem historie og vanvid, der drukner i en udstoppet slåskamp af spildt potentiale.
5. ’Retfærdighedens ryttere’
’Retfærdighedens ryttere’ skilte sig ud ved at invitere en yngre generation af skuespillere med i legen.
Andrea Heick Gadeberg er et usædvanligt rent centrum som pigen Mathilde, der er efterladt med sin følelsesmæssige udørk af en soldaterfar (en usædvanligt straight og attraktiv Mads Mikkelsen i denne sammenhæng), efter moren er død i en togulykke. Derudover finder man Gustav Lindh og Albert Rudbeck Lindhardt på rollelisten.
Man kan dog godt mærke, at kærligheden mest bor i det velkendte, og det er Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro, der står for at levere humoren som det hold af nørder, der hjælper den sorgramte far og datter på sporet af en konspiration med rockergruppen Riders of Justice i centrum og en udsmidt Joe & The Juice-sandwich som ledende bevis.
’Retfærdighedens ryttere’ inviterer også en anderledes almindelighed, oprigtighed og alvor ind i det ellers afstumpede og bevidst karikerede univers, som Anders Thomas Jensen ellers mest har praktiseret i sit årelange samarbejde med Susanne Bier.
Trods filmens generelt blændende modtagelse ved premieren i 2020 og efterfølgende internationale, synes jeg dog ikke, foreningen af ny og gammel går op i en højere enhed, men tværtimod taber både humor og potentiel følsomhed på gulvet.
4. ’Adams æbler’
’Adams æbler’ er en sadistisk lignelse om nynazisten Adam, der i forbindelse med en prøveløsladelse havner i en provinskirke, hvor den bizart godtroende præst Ivan Fjeldsted residerer. Med gud på sin side og et Take That-cover af ’How Deep is Your Love’ i bilens cd-afspiller er der ingen ondskab eller modvilje, der kan slå pastoren ud, indtil Adam sætter sig for at bage en »ævlekage« og knække ham med sin ondskab.
Det er godt nok Ulrich Thomsen, der er titelkarakteren, men filmen er først og fremmest er en af de fornemmeste udstillingsmontrer for Mads Mikkelsens fraseringsevner, når de er allerbedst. Hele Ivans uforudsigelige moralske kompas, der gør, at han hepper på nazister og afbryder sjælesorgsamtaler for at diskutere størrelsen på nogle småkager, bor i hans levering og psykisk ustabile Ned Flanders-manerer.
»Og han må stadig ik’ komme på Statoil«, som det for eksempel lyder om Ali Kazims »kraft helved«-svovlende Khalid, der godt nok engang har skudt en mand, der var inde for at købe kondomer, men efter ankomsten til Ivans provinskirke er kommet på dydens rette sti, lærer dansk og taler »så fint så fint«.
’Adams æbler’ er lige så stramt udført, som den er latterligt langt ude.
Uanset om man har nutids- eller fortidsøjne, er det en lille smule svært at sluge ekstremiteter som børn, der rådner op i kørestole, eller gravide Paprika Steen, der bagbindes til voldtægt i en brandert af Nicolas Bro, som hun senere gifter sig med. Og lige som man troede man havde set alt, der var at se i ’Adams æbler’, ankommer Lars Ranthe som nynazist!
I virkeligheden handler alle Anders Thomas Jensens film om folk, der fortolker livets regler på deres egen til tider misforståede måde, men ’Adams æbler’ blev filmen, der virkelig fik folk til at fatte ham som mere end drengerøvsinstruktør. Og selvom det er bibelparafrase som skabt til analyse i folkeskolen, er det også en sjældent helstøbt fortælling.
3. ’Blinkende lygter’
Det er profetisk, hvor stor en rolle ’Matador’ spiller i Anders Thomas Jensens debutfilm ’Blinkende lygter’.
Filmen om de tumpede gangstertyper Torkild, Arne, Stefan og Peters flugteksil til en ramponeret kro på den anden side af Storebæltsbroen er nemlig et af de få værker fra nyere tid, der befinder sig i hitseriens liga af citerbarhed.
Men DR-serien spiller også en tematisk dobbeltrolle: i ‘Blinkende lygter’-kvartettens planer om at få deres eget sted, og i de mange flashbacks hvor folk som Bent Mejding, Helle Virkner og Karen Lise-Mynster giver den som de arrede mænds familiemedlemmer fra helvede.
»Det’ kulturarv«, som Torkild siger om Erik Ballings serie, som han slæber ind i en kasse med dannelse, der også tæller den famøse digtsamling af Ove Ditlevsen, der lægger navn til hele det voldelige found family-gilde. Og det samme blev ‘Blinkende lygter’.
I sin debutfilm opfandt Anders Thomas Jensen sin egen humor og form. Han gav os udødelige billeder og fraser og twistede virkeligheden på en helt anden facon end de samtidige dogmefilm. Som instruktør bragte han den Tarantino’ske sortkomiske vold til Danmark og gav folkekomedien en tiltrængt forgiftning.
Så hvad fanden laver den på en tredjeplads? Ikke mindst når vi lige har kåret den til den næstmest banebrydende danske film i dette århundrede?
Der er ingen tvivl om validiteten af hverken ’Blinkende lygter’s popularitet eller den vindende komedieformel, den etablerede.
Men selvom det er en udødelig klassiker, og hele fundamentet for Anders Thomas Jensens univers, er det også en film, der står stærkere på replik- og sceneplan end som samlet størrelse, hvis man nødtvungent lige vrister nostalgiens briller af.
Den er tynget af flashbacksekvenser, der stjæler tid, mere end de tilføjer følelsesmæssig dybde, Færingen og hans skurkehold er ligegyldige, og det er først, da gangsterelementerne bliver dekonstrueret, den for alvor bliver interessant.
Perfekt uperfekt, kunne man også kalde det – som ægte folkeeje som regel er.
2. ’Den sidste viking’
Der var mange, som udnævnte ’Retfærdighedens ryttere’ til et nybrud, men balancen mellem komedie og sårbarhed går først for alvor op i en højere enhed i den biografaktuelle ’Den sidste viking’.
Her gør Anders Thomas Jensen alt det, han gør bedst, mens han samtidig forholder sig til noget, der kunne minde om den virkelige verden, med noget på spil.
Vi er langt henad vejen i velkendt farvand med utjekkede kriminelle, underlige huse, tilbagestående brødre, Sofie Gråbøl der er virkelig irriterende, Mads Mikkelsen forklædt som grim, og Nikolaj Lie Kaas der er træt af alles pis.
Sidstnævntes karakter Anker har afsonet 15 år for et millionrøveri og genforenes med sin psykisk syge bror Manfred, der begravede pengene i sin tid. Problemet er bare, at Manfred siden har skiftet identitet og nu insisterer på, at han er John W. Lennon, som sjovt nok ikke ved, hvor skatten er gemt. Til gengæld elsker han at stjæle hunde.
’Den sidste viking’ udvider gildet med Lars Brygmann som psykiateren Lothar, der overtager projektet med en kulørt genforening af The Beatles sammensat af psykiatriske patienter. Fra svenskeren Hamdan, der deler sit mental load mellem at være Paul McCartney og ABBA-Bjørn, til Nicolas Bros skurk Flinke-Flemming er samtlige karakterer sjældent godt integreret.
Som brødre er Mikkelsen og Lie Kaas i topform både komisk og følelsesmæssigt. Mange af Anders Thomas Jensens film handler om at finde sin egen familie, men der er en modenhed i, hvordan ’Den sidste viking’ handler om det, man ikke kan slippe væk fra. Og hvad man potentielt taber, hvis man prøver. Nogen, der byder en velkommen hjem fra fængslet med 40 af ens yndlingsrundstykker eksempelvis.
Hvis det ikke var for den animerede børnetegneserie om et radikalt ligestillingseksperiment i en vikingeflok, der indrammer filmen, og lidt gumpetunghed i flashbacksekvenserne, ville ’Den sidste viking’ være endnu bedre. Men selv med det in mente er den en af de allerbedste.
1. ’De grønne slagtere’
Det er ’Blinkende lygter’, der er den mest hyldede og citerede Anders Thomas Jensen-film, men det er ’De grønne slagtere’, der burde være det.
I kannibalkomedien om Bjarne Amager og Svend-Sveds ukurante vej til slagterstjernerne er både humor og groteskhed skåret herligt ind til benet.
Der er som altid hos ATJ mange (alle!) problematiske elementer i ‘De grønne slagtere’, men også en altoverskyggende elskelig ynkelighed, der gør det hele lettere at sluge. I et univers, hvor mennesker bliver spist marinerede ved middagsbordet, er vanvidskontrakten så skarpt kridtet op, at intet kan tages alvorligt.
Mads Mikkelsen giver sin karrieres hidtil sjoveste præstation som Svend, der består af så meget glinsende pande og så mange bullshit-postulater, at der slet ikke er plads til menneskelighed.
»Det er grillsæson, det er jo ikke tidspunktet, man går fra hinanden på«, som han eksempelvis siger til sin trætte kone (Bodil Jørgensen), da hun ikke orker hans halvskaldede infantile pølsesnak længere.
»Vær sød at pege den giraf et andet sted hen, så vi kan komme tilbage til en nogenlunde ordentlig dialog igen«, samtaler han idiotisk med handicappede Eigil.
Nikolaj Lie Kaas mestrer en dobbeltrolle, der burde være umulig, som både den hashrygende Bjarne (»jeg ville ikke kunne lugte, hvis der var ild i mit hår«) og hans dyrebesatte hjerneskadede bror (»Eigil må alt«), mens Ole Thestrup, en mand født til at spille slagter, står bag ikke bare en af de bedste replikker i Anders Thomas Jensen-land, men i hele den danske filmhistorie:»Der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm«.
Og i sloganet er ’De grønne slagtere’s tema også det mest interessante og unikke i hele ATJ-filmografien. For uden en politisk agenda og som et uanende brev fra 2003 udstiller den nemlig groteskheden ved danskernes umættelige kærlighed til kød.
Barndomstraumer, familie og gud er der globalt set lavet mange film om, men lokalt (franskmændene kom trods alt først med inspirationskilden ‘Delicatessen’) har vi kun én om en provinsslagter med så meget storhedsvanvid, at der tys til kannibalisme. Og det er heldigvis ’De grønne slagtere’.