Tilda Swinton er hjemsøgende uhyggelig i ny trailer til Luca Guadagninos hypede horrorfilm

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sjældent har en film så længe inden sin premiere skabt meget røre. ’Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagninos kommende horrorfilm ’Suspiria’ sendte hovedrolleindehaver Dakota Johnson i terapi, og den fik Quentin Tarantino til at græde.

Tidligere på sommeren fik vi den første officielle teaser-trailer til ’Suspiria’ (som er et remake – eller med Guadagninos ord: en hyldest – til Dario Argentos horrorklassiker af samme navn fra 1977), hvor uhyggen bestemt ikke var til at tage fejl af. Nu er den første lange trailer landet, og her får vi et solidt indblik i, hvorfor filmen allerede efter de første klip blev vist, af Colliders chefredaktør blev kaldt »én af de mest fucked up ting, jeg nogensinde har set«.

Dakota Johnson spiller danserinden Bannion, der på en danseskole i Berlin kommer tæt på skolens rektor og lærerinde portrætteret af Tilda Swinton, hvis kølige mine og hjemsøgende blik næsten er horror nok i sig selv. Traileren rummer både helt mystik-gennemsyret uhygge, der fornemt understreges af Thom Yorkes stemningsfulde score, men den giver også en subtil forsmag på, hvad der sandsynligvis kommer til at være noget af det, der er virkelig »fucked up« – og det inkluderer blandt andet et enormt grumt, skarpt, kroget instrument og et par ret så eksplicitte lydeffekter.

Rollelisten rummer udover Dakota Johnson og Tilda Swinton navne som Chloë Grace Moretz, Mia Goth samt den oprindelige ’Suspiria’-stjerne Jessica Harper.

’Suspiria’ får dansk premiere den 15. november.

Læs også: Bør man virkelig røre ved et af de største gysermesterværker i historien?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af