Diversitet og repræsentation af minoriteter fylder som bekendt meget i debatten i Hollywood for tiden. Det blev selvfølgelig også italesat til nattens Emmy-uddeling i form af åbningsnummeret, fremført af Kate McKinnon og Kenan Thompson fra ‘Saturday Night Live’.
De startede med at påtale, at det var den Emmy-uddeling med størst diversitet nogensinde, hvorefter Thompson begejstret udbrød: »Vi har løst det!«. Det blev startskuddet til et musical-nummer, der fejrede, at diversitetsproblemet nu er løst.
En af deres pointer var, at Sandra Oh er den første asiatisk-amerikaner nogensinde nomineret for en hovedrolle (for ‘Killing Eve’). Dermed er problemet løst, da »én er bedre end ingen«. Den politiske diversitet blev også påpeget for at favne alt fra »demokrater til liberale demokrater«.
Kristen Bell og Sterling K. Brown (‘This Is Us’) sluttede sig også til fejringen, inden Ricky Martin dukkede op for at tilføje noget musikalsk diversitet. Alle blev taget godt imod, indtil Andy Samberg forsøgte at tilslutte sig. Ham var der ikke plads til, da han jo er både mand, hvid og hetero.
Fejringen fortsatte, inden RuPaul fra ‘RuPauls Drag Race’ dukkede op med et telefonopkald til Thompson, hvor han fik at vide, at de altså ikke havde løst det, faktisk langt fra. Det forhindrede dog ikke John Legend i at dukke op til sidst, og afslutte musical-nummeret.
Det hele fik tilføjet et ekstra lag af ironi, da der skulle gå fem kvarter i showet, før den første ikke-hvide vinder kom på scenen.
Læs også: De største overraskelser, uretfærdigheder og en ægte hjertevarmer ved nattens Emmy-uddeling
Læs også: Rød løber – Stjerneparade til Emmy Awards