Det er syv år siden, at instruktøren Harmony Korine fik sit folkelige gennembrud med nyklassikeren ‘Spring Breakers’. Nu er den kontroversielle filmskaber endelig tilbage med stoner-filmen ‘The Beach Bum’, der har Matthew McConaughey i hovedrollen.
Den texanske skuespiller skulle efter sigende være helt fantastisk i rollen som den titulære bums Moondog, der lever livet som rebelsk poet og syrehoved i Miami. Har man set James Franco i ‘Springer Breakers’, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at Korine formår at skrive ikoniske filmroller, og meget tyder på, at Moondog er netop en af disse.
Ud fra traileren at dømme ser det desuden ud til, at Korine og hans faste filmfotograf Benoît Debie leverer endnu et spektakulært visuelt univers badet i neonlys, når vi følger Moondog gennem Miami.
På rollelisten finder man blandt andre Snoop Dogg, Isla Fisher, Zac Efron og Martin Lawrence. Førstnævnte har allerede trukket overskrifter, da han byttede McConaugheys rekvisit-hash ud med den ægte vare under optagelserne til filmen.
‘The Beach Bum’ får amerikansk biografpremiere i 2019, mens den danske premieredato endnu er uvis.
Læs også: Snoop Dogg smuglede ægte hash i Matthew McConaugheys falske filmjoint