’Amateurs’: Tiltrængt indspark til skandinavisk identitet anno 2018

’Amateurs’: Tiltrængt indspark til skandinavisk identitet anno 2018
'Amateurs'.

CPH PIX. En dokumentarist, hans kone og to byrådsmedlemmer i den lille svenske by Lafors skal til at filme en gammel bro til en reklamefilm for byen, da en rumænsk ung mand stiller sig op på broen for at fiske. Efter lidt sproglige vanskeligheder lykkes det at kommunikere til ham, at de vil have ham til at flytte sig. Men det nægter han. Han synes ikke, at »Vi laver en film!« er et godt argument for, at han ikke kan fiske og få mad på bordet. Situationen er lige ved at udvikle sig til en slåskamp, da det diplomatiske byrådsmedlem Musse (Fredrik Dahl) stikker fyren 200 kroner for at gå sin vej.

Scenen i svenske Gabriela Pichlers anden spillefilm ‘Amateurs’ er symptomatisk for det billede af byen, som byrådet forsøger at tegne for at tiltrække en tysk discountsupermarkedskæde: Umoderne og hvidt.

Da byrådet får besked på, at byen er kandidat til at blive location for et supermarked, får Musse, der har tamilsk baggrund, ansvaret for at få byen til at se tiltrækkende ud. Han starter faktisk med at gå utraditionelt til værks ved at bede en lokal gymnasieklasse om at komme med bud på en promoverende film. Det er lige noget for veninderne Aida (Zahraa Aldoujaili) og Dana (Yara Aliadotter), der begge har immigrantbaggrund og filmer deres familier og folk fra arbejderklassen – blandt andet Aidas tante, der gør rent på byrådskontoret og læderfabrikanter, der frygter at blive udkonkurreret af supermarkedet. Den slags er ikke noget for byrådsmedlemmerne, der i stedet hyrer en professionel instruktør til at formidle den polerede udgave af byen, der ikke inkluderer brune mennesker eller kritiske ryster.

Således er filmen en satire over de hvide svenskeres fornægtelse af landets udvikling til et multikulturelt samfund og fordomme om ikke-hvide mennesker.

Til byrådsmedlemmernes fortrydelse viser Aida og Dana sig dog ikke at være sådan at komme af med. Pigerne er blevet så grebet af at lave film, at de bliver ved med at filme byens underrepræsenterede stemmer og samtidig dokumenterer den nye filmproces.

Da de får ballade med byrådsmedlemmerne, reagerer deres familier forskelligt: Danas tyrkiske mor, der ejer en café, opfordrer datteren til at tage kampen. Hun har kæmpet for, at hendes datter kan udtrykke sig frit og tosse rundt, som det passer hende. Aidas tante, som hun bor hos, vil derimod have pigerne til at holde lav profil. De har ikke råd til at gå op mod systemet, siger hun.

‘Amateurs’ har mange sjove og skarpe scener, men er også ujævn og lovlig løst fortalt. Men ligesom pigernes film giver den et tiltrængt indspark til, hvad skandinavisk identitet anno 2018 er.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Spillefilm. Instruktion
: Gabriela Pichler. Medvirkende
Yara Ebrahim Eliadotter, Zahraa Aldoujaili, Fredrik Dahl:. Spilletid
: 100 min.. Premiere
: Den 4. og 5. oktober på CPH PIX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af