Efter den mildt sagt lunkne modtagelse af ‘Justice League’ er DC ved at omstrukturere hele deres filmiske superhelteunivers. Mest opsigtsvækkende lader det til at Ben Affleck og Henry Cavill er færdige som henholdvis Batman og Superman. Lige nu er fokus i stedet på andre helte, og film som ‘Aquaman’, ‘Shazam!’ og ‘Wonder Woman 1984’ udkommer i løbet af det næste års tid.
Tingene kunne dog have set anderledes ud. Zack Snyder, der instruerede ‘Man of Steel’ og ‘Batman v. Superman’, var også godt i gang med ‘Justice League’, men forlod (eller blev fyret fra) produktionen midvejs. Filmen blev i stedet færdiggjort af Joss Whedon, der optog massive reshoots til filmen.
Snyder står ikke længere til at skulle instruere flere DC-film, selvom han oprindeligt havde planer om fem film, og ‘Justice League 2’ er sat på pause på ubestemt tid. Fans af Snyder kan til gengæld få glimt af instruktørens visioner for fortsættelsen online. Snyder er ivrig bruger af det herhjemme ukendte sociale medie Vero, hvor han tit er i dialog med sine fans.
En bruger lagde for nyligt et billede op af Superman med en afdød Batman i armene og skrev: »Hvad vi måske kunne have set i ‘Justice League 2’?«. Snyder svarede på opslaget med et kort og præcist: »Selvfølgelig«.
Selvom Snyder allerede havde aflivet Superman i slutningen af ‘Batman v. Superman’ og genoplivet ham igen i ‘Justice League’, lader det altså til, at Batman var den næste til at lade livet. Om Snyder så faktisk havde fået lov til at dræbe DC’s mest populære superfigur, kan man kun spekulere over.
Læs også: Spielberg overskygger Snyder – og indgyder håb for DC’s skrantende superhelteskude
Læs også: Fem bud på, hvem der bliver den nye Superman efter Henry Cavills exit