Selvom det knapt har været muligt at se Michael Noers (‘Nordvest’, ‘Papillon’) nye film ‘Før frosten’ i Danmark, har den allerede gået sin sejrsgang på flere store filmfestivaler. Og nu har den endelig fået sin første danske trailer.
‘Før frosten’ følger bonden Jens (Jesper Christensen), der i 1800-tallet er tvunget til at gifte sin datter (Clara Rosager) væk til en storbonde for at kunne overleve den kommende, hårde vinter.
Filmen har generelt fået gode anmeldelser af de internationale anmeldere. Specielt ét fikspunkt, er de enige om – Jesper Christensens præstation er fantastisk. Screen Daily kalder filmen »et grumt og gribende drama anført af en mesterlig Jesper Christensen«.
The Hollywood Reporter kalder hans præstation for en »tour de force«, imens Film Forward skriver, at han er »fremragende i en rolle af Shakespeareanske dimensioner«.
Christensen har også vundet prisen for bedste skuespiller på både Tokyos og Chicagos filmfestivaler. Med prisen i Chicago fulgte disse ord: »Prisen for bedste skuespiller går til Jesper Christensen (‘Før frosten’), hvis ansigt ændrer sig sammen med verden omkring ham. Han fører os igennem sprækkerne til hans sjæl, alt imens han forsøger at fastholde de håb og drømme, der konstant forsvinder imellem fingrene på ham«.
‘Før frosten’ har biografpremiere den 10. januar.
Læs også: Michael Noer instruerer internationale stjerner – »Hollywood skal begæres, men ikke være ens drøm«