Michael Noer kan dårligt sidde stille. I løbet af vores samtale hvirvler han – iført blå shorts, en mørkegrøn fløjlsskjorte, sandaler og solbriller med leopardstel – rundt i Nordisk Films gårdhave, der er som forvandlet til en sydlig feriekoloni i den danske sommerhede.
I dag passer instruktøren tre fuldtidsjobs på samme tid. Han er i færd med at lægge sidste hånd på sit kommende danske periodedrama ’Før frosten’ med Jesper Christensen og Ghita Nørby, han passer sin søn Elliot på seks år, som ser ’Far til fire’ i lokalet ved siden af, og så er han i gang med presserunden på sin stjernebesatte, internationale debut ’Papillon’, der har Charlie Hunnam (’Sons of Anarchy’) og Rami Malek (’Mr. Robot’) i hovedrollerne foruden Roland Møller i en bærende birolle.
Med sin første Hollywoodfilm går Noer Oscar-vinderen Franklin J. Schaffner i bedene. Schaffner instruerede den oprindelige film fra 1973 baseret på Henri ’Papillon’ Charrières selvbiografi om mere end et årti i fangenskab på Djævleøen i Fransk Guyana. Noer så den på tysk tv »sådan lidt forbudt« over sin mors ryg, da han var helt lille, men værkets klassiker-status var ikke noget, som afskrækkede ham. Tværtimod.
»Det var jo spændende, at filmen trods alt har en masse år på bagen og er virkelig forældet. Selvom det ikke er noget, jeg ville sige i et amerikansk interview, så er den altså meget, meget kedelig og lang. Det er jo ikke sådan, at jeg besluttede mig for at remake ’The Godfather’. Jeg synes, det er godt at være beskeden i forhold til sine idoler, men jeg er ikke fan af instruktøren af den gamle ’Papillon’. Og det er klart, at det ville have været vanvittigt at give sig i kast med noget, hvis man ikke selv syntes, at man kunne gøre det bedre selv«, siger instruktøren.
»Det er kun inden for filmverdenen, at remake er et skældsord. Sådan omtalte vi heller aldrig filmen, men derimod som filmatiseringen af en bog, vi virkelig respekterede. Jeg anskuede det ligesom ’Hamlet’, der er et værk, man bliver ved med at vende tilbage til på teaterscenen. På samme måde havde ’Papillon’ også en simplicitet, som jeg synes var attraktiv at vende tilbage til«.
Typecasting er en ros
I Michael Noers filmatisering er det Charlie Hunnam, som spiller den titulære pengeskabstyv, der i 1931 bliver framet for mord og dømt til at afsone sin dom på et arbejderfængsel i junglen på Djævleøen. Her møder han den svagelige svindler Louis Dega (Malek), der har fusket sig til et større millionbeløb og nu skal afsone sin straf i helvede på jord. Papillon indvilliger i at beskytte Dega i bytte for pengene til den båd, der skal sikre ham selv og cellekammeraten Celiers (Møller) flugt.
Men deres forhold udvikler sig hurtigt til langt mere end en spinkel alliance i et fængsel. Selv beskriver Noer filmen som et melodramatisk relationsdrama mere end en fængselsfilm. Og det var netop det anderledes take på genren, som tiltrak den danske instruktør, der slog igennem med den brutale fængselsfilm ’R’ med Pilou Asbæk og Roland Møller i 2010.
»Selvom ’Papillon’ er en fængselsfilm, så er det jo ikke ’R 2’. Hvad fanden skulle jeg lave ’R 2’ for – det ville jo være kunstnerisk selvmord. Om man kan lide filmen eller ej, så må man jo i hvert fald sige, at jeg prøver noget nyt: Kan man lave en melodramatisk, småromantisk fængselsfilm? Det synes jeg, at filmen er et bevis på«, fortæller Noer, mens den ene sætning griber den anden i en hastig talestrøm.
Han siger, at hans Hollywood-gennembrud skyldes tre ting, men når kun til to: Hans fremragende agent og så det faktum, at der vitterligt er en dansk bølge i udlandet, som man kan mærke i Hollywood.
Da han krydsede Atlanten, var den første af mange overraskelser, at producenterne rent faktisk havde set hans tidligere film, mens også Charlie Hunnam var ellevild for at arbejde sammen med Noer efter at have set ’Nordvest’ i en biograf i London. Alle var de fascineret af den røde tråd, som instruktøren selv går så meget op i at fastholde på tværs af sine film, og som han selv tilskriver æren for, at han har kunnet holde kadencen med snart fem spillefilm og et hav af dokumentarer forinden.
Hvad end han laver film i et fængsel, på et plejehjem eller blandt ungdomskriminelle i Nordvest, går han efter at skildre praktikken og reglerne inden for det pågældende miljø så autentisk som muligt, samtidig med at han afsøger mulighederne for at twiste sit håndværk gennem nye genrer som netop periodedramaet. Denne gang var spørgsmålet sådan set bare, om han i sidste ende kunne få lov at fastholde sin vision.
»Det er jo ikke noget, man kan lade være med at tænke på. Men det, jeg godt kunne lide, var producenternes egen agenda om, at det var et eksisterende værk, som de på en eller anden måde ville have genopfundet eller genopdaget. Det vil sige, at de allerede på forhånd indrømmede, at det var vigtigt, at der var en stemme.
Og så tror jeg også, at det tiltrak dem, at jeg havde lavet en fængselsfilm før. Det er lidt det samme, jeg hører i reklamebranchen: At hvis man ikke har lavet en bilreklame, så kan man ikke komme til at lave en bilreklame. Det kan man så tage sig til hovedet over, men sådan er det«, forklarer Noer.
Kan man sige, du er blevet typecastet?
»Det tror jeg bestemt. Men det tager jeg i virkeligheden som en meget stor ros. Så er det jo noget med at prøve – ligesom noget af det, Roland kæmper for – at lave en anden figur, så man ikke bare er ham, der taler med dårlig russisk accent og siger, at bomben springer om ti minutter. For det er jo næsten værre at blive en kopi af sig selv, end at man prøver at variere«.
Følte du dig nogensinde udfordret på din stemme som instruktør?
»Det gjorde jeg konsekvent hele tiden! Og det var jo sjovt. For når jeg lige har lavet den her danske film (’Før frosten’, red.), følte jeg mig ikke udfordret på min stemme. Der er udfordringen mere vores kollektive begrænsning. At lave en historisk film inden for den ramme gjorde, at jeg hele tiden var sådan: ’Bare én ko mere! Bare én hestevogn mere!’. Til gengæld synes jeg, at vi danskere er gode til at udnytte det, vi har, og prioritere tiden rigtigt, for det er langt vigtigere at have tid til endnu et take end endnu en hestevogn i baggrunden.
Derovre er det jo ikke køer, hestevogne og kanoner, der mangler. Der handler det mere om at holde fokusset. Og der var noget af det mest givende, da Charlie var alene i en lille celle. En mand, ét kamera, ét rum. Der mærkede jeg virkelig slægtskabet mellem en lillebitte dansk film og en kæmpestor amerikansk big budget movie. I sidste ende så er det sgu meget af det samme«.
Fokuseret kaos
Det var den intimitet, Noer hele tiden søgte under 11 ugers optagelser på eksotiske locations i Serbien, Malta og Montenegro. I nogle af scenerne stod han i spidsen for mere end 500 statister i fuld sminke, mens han samtidig skulle knække koden med A-liste-skuespillerne.
»Det er klart, at man også som instruktør bliver fanget i udfordringen mellem at få plot, karakterer og tiden med spillerne til at hænge sammen. Det er ikke altid, der lige er tid til at improvisere. Og det skal man jo så kæmpe for at finde ud af at løse, for det er ofte i improvisationen mellem karaktererne, at sprækkerne kan åbenbare sig«, siger Noer, der dog sagtens kan forstå, hvorfor arbejdsgangen er så maskinstyret, som den er i Hollywood.
»Producenterne er i deres gode ret til at se, hvad fanden der bliver lavet. Og når der skal tages store logistiske beslutninger, som har store økonomiske følger, så er det rart, at beslutningstagerne er lige ved siden af. Og de skal have is i maven, for de står til ansvar over for nogle økonomiske forbindelser, de skal skype med hele natten. Det slipper jeg så for.
Men det er fuldstændigt rigtigt, at processen tager længere tid, fordi der er mere kommunikation. Men det gør ikke, at der er mindre kaos – det gør bare, at den skal være mere fokuseret. Du kan slet ikke komme igennem en optagedag, hvis du ikke holder fokus på, hvad du selv føler er fikspunktet i den pågældende scene«.
Fucked up Roland Møller Madness
Under optagelserne var særligt Roland Møller med til at sørge for en god portion kaos. Under en bådscene, der blev optaget ved Europas største vandtank i Malta, formåede den danske stjerne at overraske både Charlie Hunnam og Rami Malek, da han kastede sig ud i en 10 minutter lang improvisation, mens enorme bølge-, regn- og vindmaskiner bragede over og under trioen.
»Roland, Rami og Charlie er på båden, mens jeg står på afstand og ser dem over tre monitorer. De kan overhovedet ikke høre, hvad jeg siger, men Roland er totalt tilbage i ’Nordvest’, fordi jeg har sagt til ham, at han skal svine Ramis karakter til.
Der bliver sagt værsgo, og Roland begynder at råbe og Rami at skrige. Lige pludselig løfter Roland Charlie op og kaster ham ned i båden. Han havde givet mig et vink, om det var okay, men jeg tror simpelthen, han misforstod mig, for den slags skal sikkerhedsgodkendes først. Men han løfter ham seriøst op og slammer ham ned, hvilket Charlie syntes var vildt fedt bagefter, mens Rami ligger og bander, fordi Roland er kommet til at forstuve hans ankel.
Og så vender jeg mig om, og så står der 500 mennesker og en vandmaskine, og der bliver helt stille. Jeg sejler hen til dem og er sammen med de her tre mænd, der lige har lavet dét lort. Det er det største set up, men alligevel et af de mest intime, sjove, fucked-up momenter – og så med min good luck charm Roland Møller«.
Havde du nogensinde drømt om at lave dét, da du stod i Horsens fængsel og optog ’R’?
»Nej, det havde vi sgu aldrig nogensinde troet. Dengang var vores drøm bare, at filmen kunne komme i biografen. Det kan godt være, at Roland har egoet til det, men jeg tror kraftedeme heller ikke, han havde drømt om, at han skulle stå dér.
Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i den uskyld. Den prøvede jeg at tage med mig til USA, for det er meget sundt at have Hollywood som ens begær, men det er ikke sundt at have det som ens drøm. Man kan næsten overføre det til et parforhold: Der er ikke nogen mennesker, som kan leve op til en drøm, men det er rigtigt godt at have begær. Og begær fik jeg selvfølgelig også, for det er en fed gulerod at kunne komme til at lege på den måde«.
Hvordan kan det så være, at du tager hjem og laver en dansk film umiddelbart efter?
»Jeg var faktisk ikke så bange for at blive kontrolleret, mens jeg lavede filmen. Jeg var meget mere bange for at blive besat af at være derovre. Det var meget vigtigere for mig at komme hjem, end det var at komme afsted. Jeg har altid undret mig over, hvorfor der går så lang tid, inden de instruktører, der er slået igennem derovre, vender tilbage og først laver en lokal film, når de næsten er brændt ud.
For mig var det her et visit og ikke et farvel. Det giver en enormt stor mental styrke, og så tror jeg også, det er enormt vigtigt, at man aldrig sidder og venter ved telefonen. Man skal hele tiden selv have kontrollen, og holde fast i sin kunstneriske integritet. Og det er lykkedes, fordi jeg ikke siger ’ja’ til noget af nød, men af lyst«.