Candyman, Candyman, Candyman, Candyman, Candyman. Sig navnet fem gange i spejlet, sluk lyset – og tænd det så igen. Så skulle Candyman gerne stå bag dig for at slå dig ihjel.
’Get Out’-instruktøren Jordan Peele er officielt klar til at sige sine fem gange ’Candyman’ og bringe gyserfiguren tilbage til live. Han har nemlig annonceret, at han bringer Clive Bakers fortælling, som i 1992 blev udødeliggjort som gyserfilm af Bernard Rose, tilbage til det store lærred med Peele på producersiden.
Den kommende ’Candyman’ bliver ifølge Jordan Peele en »spiritual sequel« til den oprindelige film. Forfatter- og instruktørrollen på fortsættelsen indtages af det nye navn Nia DaCosta, der foreløbig kun har filmen ’Little Woods’ fra i år på instruktions-cv’et i langspiller-kategorien.
Fortsættelsen på Candyman-sagaen udspiller sig ligesom originalen i Chicagos sorte ghettomiljø, dog efter nedlæggelsen af de sociale boligbyggerier.
Jordan Peele udtaler om projektet: »Originalen var en milepæl af en film for den sorte repræsentation i horrorgenren. Sammen med ’Night of the Living Dead’ var ’Candyman’ en stor inspirationskilde for mig som filmskaber – og at have et frygtløst talent som Nia ved roret på dette projekt er i sandhed spændende. Vi er beærede over at kunne bringe det næste kapitel af ’Candyman’-kanonen til live og ivrige efter at give nye publikummer en indgangsvinkel til Clive Bakers legende«.
’Candyman’-fortsættelsen ruller over de amerikanske lærreder den 12. juni 2020. En eventuel dansk premieredato er endnu ikke offentliggjort.
Læs også: De 15 vigtigste stemmer i ny sort amerikansk film