‘A Star Is Born’: Bradley Cooper og Lady Gagas filmsensation giver gåsehud helt ned i tæerne
Ikke én, men to stjerner fødes foran og bag kameraet i ’A Star Is Born’, der introducerer Lady Gaga som en Oscar-værdig åbenbaring og debuterende instruktør Bradley Cooper som en særdeles fremragende filmmager.
’A Star Is Born’ er en uapologetisk tragikromance af den gamle Hollywood-skole, der vækker varme minder om filmlandet for længe siden, hvor smittende forelsket hovedrollekemi i storladne musikalske følelsesbaskere var det stof, bred publikumsresonans var gjort af, inden mainstreamfilm baseret på true love blev påtaget uncool i kunstregi.
Gaga er Ally, der arbejder som servitrice og bor hjemme med sin chauffør-far (glimrende Andrew Dice Clay), der med grænseløs forældrestolthed forsøger at opmuntre sin talentfulde singer-songwriter-datter til at forfølge sangkarrieren. Han kunne selv være blevet en ren Sinatra, minder han jævnligt bonkammeraterne om, men Frank havde the looks. På samme vis har Ally også igen og igen fået at vide, at hendes stil er for leverpostej til showbiz, og hun nøjes derfor med at synge på en dragbar, hvor hun crooner Edith Piafs ’La Vie en Rose’ med en intensitet, der giver gåsehud helt ned i tæerne.
Lynet slår ned, da Allys øjne en sen nattetime møder den afdankede rockstjerne Jackson Maines (Bradley Cooper) våde blik. Han har modsat den unge kvinde netop givet en rutinekoncert for tusinder og har alle intentioner om at fortsætte drikkeriet, indtil han glemmer sig selv og det faktum, at misbruget har reduceret ham til en træt jukebox. Ally giver manden et elektrisk stød i hjertekulen, og de to udveksler troværdigt kærlighedskulret dialog på noget så usexet som en parkeringsplads, indtil man selv falder hårdt for duoen.
Jack inviterer spontant Ally med på tour og får hende til at opføre en af sine egne sange – et øjeblik, der får tiden til at stå stille i biografen – hvorefter sensationen giver genlyd på millioner af små skærme over det ganske land, som det hører og bør sig i Youtube-æraen. Det føles om noget mere troværdigt, end at en 12-årig Justin Bieber brød igennem ved at klimpre på sin guitar foran webkameraet.
Ally er vant til at rydde op efter mænd med store egoer og glider indledningsvist ind i rollen som kæresten, der holder styr på Jack. Men i takt med at hendes profil vokser, får has-been’en på sidelinjen et grønt glimt i de blå øjne.
Jack og broren (Sam Elliott, der bejler til en birolle-Oscar) er følelsesformummede Arizona-cowboys, hvis wild west-idealer langsomt er blevet til støv, og Cooper er sjældent set bedre (og synger vitterligt udmærket) som alfahannen, der føler sig ramt på sin maskulinitet og skammer sig over det – hvorfor han kigger endnu dybere i flasken. Edith Piafs bittersøde signatursang bøjes bogstaveligt talt i (lidt for) ominøs rød neon på væggen i hjemmet.
Patriarkatet står for fald, og the future is female, slår instruktøren fast, og det er sigende, at der med en enkelt perifer undtagelse ikke er nogen mødre eller søstre til stede i ’A Star Is Born’, men derimod en bred vifte af fædre, sønner, brødre og mandlige rådgivere, der strides indbyrdes som retningsløse kamphaner og ikke hører efter, hvad Ally siger, med mindre hun synger pænt som nattergalen i sit guldbur.
Man kunne ønske, at hun trådte mere i karakter hen mod filmens finale, men det er ikke uvæsentligt for historiens tematiske aktualitet anno det kønspolitisk brandvarme 2018, at Cooper i lige så høj grad zoomer ind på og forstørrer den forsmåede mands indre kamp for at acceptere sit statusfald, som den bakker op om Allys frustration over underholdningsindustriens skævvredne magtstrukturer.
Af samme grund er denne fjerde filmatisering af ’A Star Is Born’ lige så frisk fra fad, som da den første film fik premiere i 1937 – og helt på højde med favoritten fra 1954 med Judy Garland og James Mason. Dengang som nu er hovedrolleskuespillerinden filmens es, og Lady Gaga har smidt alle sine karakteristisk ekstravagante sceneshowkostumer for umaskeret at dykke ned i Allys – og måske sit eget – væsen. Gaga var selvsagt allerede et stratosfærisk ikon inden ’A Star Is Born’, men forvandlingen her er mere exceptionel end nogen rå kødkjole, hun tidligere har iført sig.
Det er således svært ikke at læse en snert af sjæleransagelse ind i Allys rejse fra makeupfri ingenue til popprinsesse med den slags generisk flashy sceneoptrædener, der har truet med at drukne Gagas fabelagtige vokal i lir. Metaspekulerer sangerinden i sin egen kunstneriske udvikling? I så fald står hun prisværdigt hudløst på mål for sine personlige knæfald.
’A Star is Born’ er ikke en film, der foregiver at opfinde den dybe tallerken. Symbolikken er lige lovlig udpenslet, og takkekortreplikkerne om være tro mod sit inderste lander med metodiske klonk. Til gengæld overbeviser de essentielle koncertsekvenser til fulde – Coopers beslutning om at optage dem med et rigtigt publikum under blandt andet Coachella-festivalen giver pote – og birollegalleriet, der ligeledes tæller komiker Dave Chappelle som gammel ven og Rafi Gavron som tilpas glat manager, yder taktfast backing-support.
Bradley Cooper har slet og ret serveret en af årets bedste biografoplevelser, der skal opleves med den bedste lyd muligt. Men husk kleenex.
Kort sagt:
Lady Gaga uden makeup og kødkjole-couture rammer helt nye episke tonarter i Bradley Coopers tragikromantiske finger til patriarkatet.