Alle, der har stiftet bekendtskab med den populære 90’er-sitcom ‘Rap fyr i L.A.’, som gav Will Smith sit gennembrud, kan huske Carlton, Wills energiske fætter, spillet af Alfonso Ribeiro. Et af Carltons kendetegn var en meget karakteristisk dans med armene i svingende amokløb.
Og lige netop den dans sagsøger Ribeiro nu skaberne af spillet ‘Fortnite’ for at have stjålet. Det skriver CNN.
‘Fortnite’ er et af verdens mest populære computerspil med over 78 millioner spillere. I spillet kan man købe forskellige ting til sin karakter, blandt andet en lang række forskellige danse, kaldet emotes, som man så kan anvende, når man spiller.
En af disse emotes mener Ribeiro altså er et direkte tyveri af Carlton-dansen fra ‘Rap fyr i L.A.’, som han første gang anvendte i serien i 1991. Se en video med dansen herunder.
»27 år senere er dansen stadig karakteristisk, let genkendelig og uløseligt forbundet med Ribeiros identitet og berømmelse«, står der i sagsanlægget.
Dansen, der specifikt er tale om, går i ‘Fortnite’ under navnet ‘Fresh’, der nemt kan læses som en reference til seriens oprindelige titel, ‘The Fresh Prince of Bel-Air’.
Dansene fra ‘Fortnite’ er blevet et fænomen i sig selv, hvor mange spillere oploader videoer, hvor de efterligner dansene, ofte med et hashtag som #fortnitedance eller #fortnitevideos.
»Epic (firmaet bag ‘Fortnite’, red.) opfordrer overlagt andre til at udøve dansene og markere dem med disse hashtags, hvilket tilskriver deres oprindelse til ‘Fortnite’, samtidig med at de reklamerer for spillet«, heddet det yderligere i søgsmålet.
Ifølge sagsanlægget søger Ribeiro erstatning for tabte indtægter og vil have Epic til at fjerne dansen fra spillet. Samtidig er han aktivt i gang med at tage patent på dansen.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret