Var man betaget af Barry Jenkins’ mesterstykke ’Moonlight’ og/eller den fremragende James Baldwin-dokumentar ’I Am Not Your Negro’, er der en film her til vinter, som man ikke må snyde sig selv for.
Den hedder ’If Beale Street Could Talk’, og 11. februar kan du komme med til dens allerførste visning i Danmark (køb billet HER).
‘If Beale Street Could Talk’ er Jenkins første film siden hans overraskende Oscar-vinder, og den lever i allerhøjeste grad op til de høje forventninger. Og så er den baseret på en bog af James Baldwin, som Jenkins i årevis havde drømt om at filmatisere. Successen med ’Moonlight’ gav ham en velfortjent billet til at realisere passionsprojektet.
Resultatet er en både smuk, romantisk, sørgmodig poetisk og stærkt indigneret film om det unge par Tish og Fonny (stortalenterne KiKi Layne og Stephan James) i 70’ernes Harlem. De har været hinandens bedste venner, siden de var børn, og nu har de forelsket sig, men deres kærlighed kommer med store komplikationer. Tish’ mor mener, at drømmeren Fonny er under datterens standard, og forargelsen er således stor, da Tish fortæller, at hun er gravid. Men endnu værre går det, da Fonny bliver kastet i fængsel på grund af en voldtægt, han ikke har begået.
’If Beale Street Could Talk’ er en svimlende flot filmet kærlighedshistorie, samtidig med at den kaster et nådesløst blik på skæbnerne bag det amerikanske retssystems håbløse uretfærdigheder mod den afroamerikanske befolkning.
Filmen har fået bragende gode anmeldelser i USA, og Barry Jenkins blev i går Oscar-nomineret for sit manuskript. Samtidig er Regina King, som med formidabel styrke spiller Tish’ støttende mor, favorit til at vinde Oscar’en for bedste kvindelige birolle.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
Soundvenue Forpremiere: ’If Beale Street Could Talk’
Mandag den 11. februar, kl. 19
Grand Teatret