’Trigger Warning with Killer Mike’: Killer Mike er hårdtslående anarkist i ny Netflix-serie

’Trigger Warning with Killer Mike’: Killer Mike er hårdtslående anarkist i ny Netflix-serie
Killer Mike er tilbage i hjemstaten Georgia i 'Trigger Warning with Killer Mike'

Som den ene halvdel af hiphopduoen Run the Jewels har Killer Mike de seneste par år markeret sig med flere anmelderroste albums.

Men Killer Mike er ikke kun kendt fra musikken. I 2015 meldte han sin støtte til den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders. Og i 2018 forsvarede han sortes ret til at bære våben på den kontroversielle tv-kanal NRATV, som ejes af den omstridte våbenlobby NRA.

Nu er Killer Mike, eller Michael Render som hans borgerlige navn lyder, aktuel på Netflix med miniserien ’Trigger Warning with Killer Mike’. I sin hjemstat Georgia udforsker dræber-Mike fundamentale aspekter af menneskets eksistentielle og sociale grundvilkår på både underholdende og alvorlig vis.

Seriens første afsnit, ’Living Black’, er det mest konsekvente i form og indhold. Her forsøger Killer Mike over en periode på tre dage udelukkende at spise mad, benytte transport og bruge andre nødvendigheder produceret og ejet af sorte. Men at finde noget at spise, at komme fra et sted til et andet og ikke mindst købe sin pot ud fra den begrænsning viser sig at være et langt større problem end først antaget.

I sit møde med sorte forretningsejere undersøger Killer Mike centrale spørgsmål om økonomisk bæredygtighed i det sorte community. Det er tankevækkende og vigtigt.

Fra seriens andet afsnit tager formen en lidt mere social-surrealistisk drejning. Afsnittet ’F**k school’ formår at inkorporere både uddannelsessystemet, arbejdsløshed, den amerikanske drøm og… porno.

I ’White Gang Privilege’ hjælper Killer Mike den lokale gren af banden Crips med at etablere en lovlig forretning. Hvide bander som Hell’s Angels har i USA haft succes med at brande sig som en pålidelig business, hvor man kan købe trøjer med deres logo på Amazon. Så med bankmøder, forretningssamtaler og fokusgrupper på skemaet lanceres Crip-a-Cola – en lokalt produceret læskedrik – for at re-brande den notoriske bande.

Det lyder fjollet og er det til dels også, men under overfladen og i detaljernes djævelske lys står den kritiske røst bøjet i neonlysets oplysende skær. For disse bander er andet og mere for lokalmiljøet, end mediernes og fordommene lader fortælle.

Det samme gælder afsnittet ’New Jesus’, hvor Killer Mike i vanlig anarkistisk stil forsøger at nedbryde Jesus-figuren som hvid hersker over sorte kristne i de amerikanske kirker. Med sin bedste ven Sleepy i hånden etablerer vores hovedperson kirken ’The Church of Sleep’ som et alternativ til myten om den hvide Jesus. Hermed forsøger han at etablere et rum, hvor sorte kan genfinde sig selv, ligesom han gør opgør mod de dybe bånd, som sorte har til kristendommen i Vesten.

’Trigger Warning with Killer Mike’ er en anarkists eksperimenterende rejse i et hvidt kapitalistisk system, hvis hykleri han trækker frem i spotlyset.

Der er både humor, absurditet, socialrealisme og politisk analyse i Mikes eksperimenter. Men det er også en hjertelig undersøgelse af, hvilke alternativer der er mulige i den aktuelle verdensorden.

Det er svært at beskrive, hvad ’Trigger Warning with Killer Mike’ egentlig går ud på. Socialt eksperiment, mockumentary eller komedieserie i dokumentarformat? Uanset hvad det er det i hvert fald underholdende og oplysende.


Kort sagt:
’Trigger Warning with Killer Mike’ er et sjovt, ufiltreret og ubøjeligt portræt af USA.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Læs også: Det skal du streame i januar: ‘True Detective’-comeback, sex på Netflix og vinterens DR-serie

Tv-serie. Hovedforfatter: Killer Mike. Instruktion: Vikram Gandhi. Spilletid: 6 afsnit á 25 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af