Alle har tøj på i Netflix’ ‘Dating Around’ – men det er tidens mest nøgne datingshow

To mennesker sætter sig ned fuldt påklædte og fører en samtale ansigt til ansigt. Det er grænseoverskridende.
Alle har tøj på i Netflix’ ‘Dating Around’ – men det er tidens mest nøgne datingshow
'Dating Around' på Netflix.

KOMMENTAR. 10 minutter inde i første afsnit af Netflix’ reality-serie ’Dating Around’ var jeg nødt til at pause single-Lukes (»I’m in real estate«) date og tjekke seriebeskrivelsen igen. Havde jeg misset en dybere mening med konceptet? En intro?

’Dating Around’ er et af de mest bare datingshow, jeg længe har set, til trods for at deltagerne i modsætning til TV 2 Zulus anderledes frisky ’Date mig nøgen’ højst smider servietten på gulvet eller kissemisser lidt på bagsædet af en Uber. Den lille serie (der passende fik Valentins-premiere i sidste uge) har således skåret reality-genrens overskydende fedt fra for at give os den mest basic datingoplevelse, man kunne tænke sig uden dramatiseret underlægningsmusik eller høje indsatser med ring på.

Der er ingen vært eller interviews med deltagerne, kun seks newyorker-singler af forskellig alder, hudfarve og seksuel orientering, der i hvert deres afsnit går på fem blinde dates (man noterer sig hurtigt, at New York har plus på kontoen af enlige skjortemænd som »real estate«-Luke og unge kvinder med udefinerbare non-profit-start-ups). På den samme restaurant, ved det samme bord og i det samme outfit for at skabe fornemmelsen af parallelle set-ups, hvor det er variationerne inden for de identiske rammer, der tilføjer middagen krydderi.

Men hvad er pay-offet? Skal der ikke saftige eks-traumer på bordet og sex til dessert? Er den ene part og især hende, der ligner en tro kopi af Jessa fra ‘Girls’ og smasker sin mad vulgært højt for, at hun »bedre kan smage den«, i virkeligheden en skuespiller med skjult kamera i kavalergangen?

Nope.

Romantik i en Tinder-tid

I ‘Dating Around’ gælder det ikke partout om at finde Den Eneste Ene eller drukne sin sjæl i reality-brøndens sorte spejl, men om at singlen møder et menneske, der kan give ham/hende nok sommerfugle i maven til at ville mødes igen. Hvem af de fem bliver inviteret på en opfølgende date? Fra dette spørgsmål udspringer ’Dating Around’s eneste semi-cliffhanger, og det taler til seriens fordel såvel som ens egen flossede tro på reality-romantik i en Tinder-tid, at man mere end én gang bliver positivt overrasket over valget.

Du er undskyldt, hvis du synes, at det lyder relativt søvndyssende. Hvis man vil overvære akavet flirten IRL, kan man trods alt hver weekend gratis slå sig ned på en bænk ved søerne i København og tælle genertudseende par på første date, der defilerer forbi side om side og kigger stift ned i jorden, mens de fører høflige samtaler og knuger takeawaykaffen mellem svedige håndflader (deres bøjede nakker og hvide sneaks kan spottes på en halv søs afstand).

»I’m in real estate«-Luke på date.

Alligevel (og måske fordi det føles et gran mindre stalker-agtigt at lege flue på Netflix’ date-væg) sniger ’Dating Around’ sig ind på én, indtil man pludselig har slugt alle seks halvtimes-afsnit og samtlige reservationer, hypnotiseret og opløftet af den eviggrønne fascination ved at iagttage kemien mellem fremmede, der forsøger at puste til gnisterne af en potentiel fælles tiltrækning.

Det betyder ikke, at der ikke er tåkrummende mismatchede dates, som bumler mod en tidlig exit i ‘Dating Around’. De er der, og de er om noget mere pinagtige, fordi de vækker hverdagsgenkendelse frem for den form for koncept-chokværdi, man som seer har nemmere ved at lægge følelsesmæssig distance til, eftersom man aldrig i sin vildeste fantasi selv kunne finde på at date nogen nøgen, endsige gifte sig med dem ved første blik.

Helt skævt går det i femte afsnit, hvor søde Sarah parres med et klasseeksempel på toxic white maskulinity (Mr. John, som han vil kaldes … ) med et arsenal af klamme pikjokes i ærmet. Kvinden er tydeligt ukomfortabel i situationen, inden hun gør, hvad mange af os nok egentlig burde have gjort på tilsvarende latterlige dates – hun rejser sig og skrider med en pæn afvisning. Hurra! (»Nu bliver jeg nødt til at gå hjem og onanere«, sukker Sarah, da hun har trukket i nødbremsen).

‘Nice’ Netflix-reality

Det bør tilføjes, at ‘Dating Around’s små komprimerede afsnit – i modsætning til beslægtede serier – selvsagt ikke kan bryste sig af nogen indsigt i det etablerede forhold over længere sigt. Vi får hurtige glimt af de indledende, håbefulde svømmetag på vej mod romancen, ikke psykoanalyse af singlernes bevæggrunde for at medvirke. Det er de universelt relaterbare mekanikker, ‘Dating Around’ er interesseret i, og på den måde lægger serien sig tonalt i slipstrømmen på en række af Netflix’ andre hyggereality-serier a la monsterhittet ‘Tidying up with Marie Kondo’, der heller ikke dyrker freakshowet, men bestræber sig på at skabe en direkte og usvigeligt nice kontakt til seeren.

Det er sært beundringsværdigt såvel som ganske kvikt set fra et markedsføringsperspektiv, at Netflix-satsningerne skyer russisk roulette-elementerne for at skille sig ud i tv-mængden som angiveligt mere ‘ærlige’ serier, der i al deres ufarlige enkelhed udstiller konkurrenternes gimmick-liderlighed, der for hvert år siden de tidlige 00’eres gyldne reality-opblomstring har slået knude på sig selv for at udtænke nye måder, folk kan forelske sig på med et kamera i snotten.

Mila med en af sine fem dates.

Uden målsætninger, udfordringer og pengepræmier bliver der i ‘Dating Around’ plads til, at unge lesbiske Mila og hendes date stille og roligt taler om, hvilke termer de identificerer sig med (femme, stemme, butch … ) og til, at den nogen-og-60-årig enkemand Leonard dypper tæerne i datingscenen for første gang siden 1970’erne. Samme præmis, drastisk forskellige indsatser og intimitetsdynamikker. Selv real estate-Lukes selvbevidste dude-maske slår menneskelige sprækker i løbet af aftenen, da hans supermodelideal tromles af en bramfri pige fra Missouri, der lægger ud med at kalde sig selv et rigtigt ‘Masshole’ (»Har du ikke hørt det før?! Jeg hører det hele tiden!« bedyrer hun med en nervøs latter, da Luke ser skræmt ud).

Diversiteten blandt de medvirkende typer i serien highligter, hvor generisk et befolkningsudsnit reality-genren normalt kæler for, men først og fremmest illustrerer ‘Dating Around’, at den mest blottede form for dating anno 2019 ikke kan gøres op i bar hud. Det er derimod den, hvor to mennesker sætter sig ned fuldt påklædte og ‘bare’ fører en samtale ansigt til ansigt. Grænseoverskridende.

‘Dating Around’ kan ses på Netflix.

Læs også: Netflix-serien ‘Russian Doll’ greb mig om struben med et budskab, der var langt vigtigere end ‘Groundhog Day’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af