Når den vægtige danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX inviterer til åbningsgalla onsdag den 20. marts som startskud til festivalens 16. udgave, bliver det i den nydanske kvindebevægelses tegn.
Gallaaftenen vil først åbne op for verdenspremieren på Marie Skovgaards ‘Reformisten’, der skildrer den kvindelige danske imam, samfundsdebattør og religionssociolog Sherin Khankan i hendes fireårige kamp for at etablere Mariam Moskeen i København, en af Europas første kvindemoskéer – lige fra grundlæggelsen til kriser og interne uenigheder i moskéen. ’Reformisten’ byder på relevante tematikker om aktivisme og kvindefrigørelse i islam.
»Reformisten udspiller sig i Danmark og er mit personlige bidrag til en vigtig debat om tolerance og ligestilling«, siger instruktør Marie Skovgaard i en pressemeddelelse. »Gennem fire år har jeg fulgt en række aktivister, som brænder for at påvirke den måde vi taler om og behandler hinanden på«.
Marie Skovgaard har tidligere arbejdet med blandt andet DR-serien ‘Børn alene på flugt’, co-instrueret VR-projektet ‘Afripedia’ og filmet i Syrien. ‘Reformisten’ er hendes første større film i instruktørsædet.
Årets CPH:DOX, der er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, løber af stablen 20. til 31. marts med et hav af film for enhver smag. Festivalens fulde program bliver offentliggjort 1. marts.