Netflix’ kommende animationsserie ‘Love, Death and Robots’ formål er at gøre dig blind.
Det erklærer traileren, som næsten er en oplevelse i sig selv: Til lyden af et hårdt technobeat præsenteres et væld af ukategoriserbare væsener og en masse vold, splatter og sex. Hvad der præcis kommer til at foregå i serien, bliver man ikke så meget klogere på, men det ligner ikke noget, man har set før.
Bag Valentine-modgiften står blandt andre ’Deadpool’-instruktør Tim Miller og instruktør David Fincher, som foruden at have instrueret film som ’The Social Network’, ’Zodiac’ og ’Seven’ tidligere har arbejdet sammen med Netflix på serierne ’House of Cards’ og ’Mindhunter’.
Serien kommer til at bestå af 18 selvstændige historier i vidt forskellige animationsstile med en varierende længde på mellem fem og femten minutter.
’Love, Death and Robots’ får premiere 15. marts på Netflix.