Hvert år udsender det amerikanske talkshow Jimmy Kimmel Live en fast rapporter til Oscar-uddelingen for at snakke med de kendte på den røde løber. Rapporteren prydes af et overskæg, en guld-Tuxedo, et væld af finurlige påfund, og hans navn er Guillermo, Kimmels faste sidekick i programmet.
I reportagen fra den røde løber snakker Guillermo med stjerner som Viggo Mortensen, Mahershala Ali, Glenn Close, Allison Janney, ‘Green Book’-instruktør Peter Farrelly, Spike Lee, Charlize Theron, Brian Tyree Henry, Mike Myers og mange flere.
Stjernerne bliver særligt varme på Guillermo, da han spørger, om de er er tørstige, og hiver et es frem fra ærmet: En lille flaske fyldt med tequila, der er forklædt som en mikrofon ved navn Mike.
»Jeg elsker din ven Mike. Jeg elsker dig så meget lige nu«, udbryder den tilsyneladende tørstige Allison Janney og bunder den tequila-fyldte mikrofon med et fast greb.
Også Peter Farrelly, der endte som Oscar-aftenens helt store vinder med ‘Green Book’, lader til at have brug for lidt ekstra alkohol i blodet, for han dufter til mikrofonen og spørger »tequila?«, hvorefter han uden at tøve slubrer drikken i sig.
Da Helen Mirren erklærer, at hun ikke kan tage den mikrofon i munden, finder Guillermo da bare en yndefuld, tequila-fyldt taske frem i stedet, og generte Mirren tager en tår med ryggen til kameraet.
De taknemmelige stjerner ender med at kysse Guillermo farvel, og han slutter grinende videoen af med ordene: »Jeg elsker mit arbejde«.
Læs også: Rasende ‘Green Book’-producer angriber kritisk filmanmelder i vred mail