Serien ‘The OA’ delte vandende, da dens kombination af mystik, science fiction og overnaturligt drama så dagens lys på Netflix tilbage i december 2016. Nogle så en prætentiøs omgang – andre sammenlignede med seriesuccesen ‘Stranger Things’, der var udkommet tidligere samme år.
Efter mere end to års ventetid kan fans snart se frem til en anden sæson af serien, der bliver tilgængelig på Netflix den 22. marts. Og indtil da er det bare om at gense sæsonens nye trailer igen og igen – for den er proppet med syrede smagsprøver på, hvad vi kan forvente os af seriens kommende kapitel.
Brit Marling, der i øvrigt også er en af seriens skabere, vender tilbage i rollen som Prairie, der i sæsonen har transporteret sin bevidsthed ind i et alternativt univers og dermed også en alternativ version af sig selv, der ikke har oplevet første sæsons modbydeligheder.
»Det var rigtig lækkert at dykke tilbage i en sfære, som du havde været intim med, og lande i en krop, som ikke havde været igennem alle de oplevelser, som vi ser Prairie gå igennem i del et«, udtaler Marling til Entertainment Weekly.
Læs også: ’The OA’: Netflix’ overraskelsesserie er det rene nonsens