I slutningen af januar blev den nu tidligere ’Empire’-stjerne Jussie Smollett offer for et hate crime-overfald. Et overfald, der sidenhen angiveligt viste sig at være iscenesat af Smollett selv, hvilket resulterede i tiltaler for hele 16 lovbrud, der, hvis han blev dømt i samtlige af disse, ville kunne sende skuespilleren i fængsel i op til 64 år.
Nu lyder det fra Jussie Smolletts advokater, at hele sagen mod Smollett er blevet droppet. »Alle kriminelle anklager mod Jussie Smollet er blevet droppet, og hans straffeattest er blevet renset for indgivelsen af denne tragiske klage imod ham«, skriver Smolletts advokat Patricia Brown Holmes. Holmes skriver endvidere, at Smollett var »et offer, der blev tilsværtet og iscenesat som en gerningsmand« og slutter med at beskrive hele sagen som »en påmindelse om, at der aldrig bør forsøges at bevise en sag ved den offentlige menings domstol«.
Sagens uventede udvikling har mødt harme ved Chicagos politi, ved hvem Smollett blev anholdt, samt byens borgmester, Rahm Emanuel.
»Dette er en hvidvaskning af retfærdighed«, udtaler Emanuel ifølge The Hollywood Reporter om Smolletts gerning, han mener, skete i selvpromoveringens navn. »Jeg vil gerne minde alle om, at en storjury anklagede dette individ baseret udelukkende på et bevismateriale, som politiet havde indsamlet i tidsperioden«.
Politichefen i Chicago stemmer i (også via The Hollywood Reporter): »Synes jeg, retfærdigheden sker fyldest? Nej. Jeg synes, denne by fortjener en undskyldning«.
Læs også: Politiet afslører motivet bag Jussie Smolletts fake-overfald