’Midnight Family’: At være fluen på væggen i en mexicansk privatambulance er ikke til at tage øjnene fra
CPH:DOX. I Mexico City er der blot 45 officielle, regeringsejede ambulancer til en befolkning på over ni millioner. I København alene er der cirka dobbelt så mange til en tiendedel så mange mennesker. Derfor er der opstået en branche af privatejede ambulancer, der forsøger at give den nødhjælp, som den mexicanske regering fejler grusomt med at give. I ’Midnight Family’ følger man mændene i familien Ochoa, der ejer en sådan ambulance og hver nat kører rundt til tilskadekomne i en by, der lader til at være styret af totalt kaos.
Som tilskuer bliver man placeret som en flue på væggen i familiens voldsomme hverdag, hvor det meste af spilletiden foregår i og omkring ambulancen. Det er enormt fascinerende, fordi scenarierne bevæger sig imellem det morsomme, bizarre og meget ubehagelige. Især når de bogstavligt talt kører om kap med andre private ambulancer i et forsøg på at komme først til ulykkesstederne og dermed potentielle ’kunder’, tror man næsten ikke sine egne øjne.
På trods af filmens kaotiske setting har instruktør, kameramand og klipper Luke Lorenzen (der blot er 25 år) skabt en smuk oplevelse. Ganske ukonventionelt for en observerende dokumentar er størstedelen af filmen optaget med et stillestående og roligt kamera, gerne på lang afstand. Billederne minder, med hjælp fra ambulancens blå og røde blink, mere om noget, man ville se i en stiliseret musikvideo.
Ud over at være en intim familiefortælling har filmen også et større perspektiv. Deres lille ambulance bliver en prisme, hvorigennem man ser et helt sundhedssystem, der er kollapset, og hvordan de, der forsøger at hjælpe, systematisk bliver modarbejdet. De bliver eksempelvis nødt til at bestikke politibetjente for at få info om, hvor der sker ulykker, samtidig med at reglerne for privat ambulancedrift konstant ændres. Ligeledes er der ikke meget, de kan gøre, hvis de patienter eller pårørende, de har hjulpet, nægter at betale.
Et spørgsmål, der dog aldrig rigtigt bliver besvaret, er, hvorfor Ochoa-familien har dedikeret deres liv til at køre privatambulance. De får hverken god løn eller tak for deres hjælp. Det kan man så selv tænke over. Og det gør man længe, for ’Midnight Family’ er svær at ryste af sig.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019