’The Highwaymen’: Bonnie og Clyde-legenden skydes ned af Kevin Costner som Trumpenator

’The Highwaymen’: Bonnie og Clyde-legenden skydes ned af Kevin Costner som Trumpenator
Woody Harrelson og Kevin Costner i 'The Highwaymen'.

Legenden om de to ungdommeligt frisindede lovbrydere Bonnie Parker og Clyde Barrows har været evig kilde til filmhistorisk friskhed og fornyelse. Vi har selvfølgelig Arthur Penns løsslupne bebudelse af New Hollywood-æraen med ’Bonnie & Clyde’ i 1967, men tilsvarende har ’Gun Crazy’, ’Pierrot Le Fou’, ’Badlands’, ’Natural Born Killers’ og herhjemme Vinterbergs ’De største helte’ inkorporeret den romantiske fribytterdrøm på hjul i et opgør med fastlåste filmkonventioner.

Nu har John Lee Hancock, der i forvejen befandt sig midt på den filmiske midterbane med ’The Blind Side’ og ’The Founder’, flyttet perspektivet over på de to mænd, som satte en stopper for det historiske forbryderpar. ’Bonnie & Clyde’ blev båret frem af ungdomsrevolutionen. Spørgsmålet er, hvem der i 2019 kan spejle sig i to bedagede Texas Rangers med fingrene på geværaftrækkeren?

Netflix var sikkert pænt ligeglade, da de så, at de tunge veteraner Kevin Costner og Woody Harrelson havde sagt ja til at spille henholdsvis Frank Hamer og Maney Gault. To afdankede dinosaurer fra en ’skyd først’-westerntid, som delstatens guvernør Ma Ferguson (Kathy Bates i en optræden klaret på en halv dag) modvilligt sender efter det kriminelle par og deres bande som sidste udvej i 1934.

Som sine to hovedkarakterer er historien godt tung i røven. Hamer skal først have fripas af hustruen Gladys (Kim Dickens). Så må Gault overbevise sin gamle makker om, at hans drikfældighed ikke er så slem igen. Til sidst er der scenen for enhver amerikansk ungersvend med omverdenshad, hvor Hamer køber et våbenarsenal af historiske geværer.

En halv time har sneglet sig afsted, men endnu mangler 100 minutters forloren forfølgelsesjagt gennem sydstaterne. En ensidig jagt, idet Bonnie og Clyde i denne version kun optræder som ansigtsløse politimordere.

Det eneste, der stryger derudaf, er Thomas Newmans stemningsmæssigt overfortællende og alligevel intetsigende akkompagnementer. John Lee Hancocks hang til at ledsage al handling med gammeldags orkesterkompositioner var også kvælende for seerens oplevelsesindtryk i ’The Founder’ og fungerede kun i ’Saving Mr. Banks’, fordi Emma Thompson og Tom Hanks’ følelsesspillede sig over alle strygerne og klaviaturet.

Costners Frank Hamer er her antitesen til følelsesudladning. En forsagt og undtagelsesvist brummende granitblok med et autoritært og konservativt livssyn. En førsteklasses John Wayne-elev, en fuldblods ’Trumpenator’. Harrelson er Harrelson-classic. Solid, men uden det temperament og mørke hos karakteren, han præsterer bedst under.

’The Highwaymen’ efterlader en smag af en leverpostej fra Stryhns. Kompakt og gangbar, men uden de vilde smagsnoter og kedelig over længere tid. Filmen bevæger sig af samme veje som ’Bonnie & Clyde’, men hvor deres roadtrip var fyldt med frivol vildskab som festligt modbillede til samfundskonformiteten, rummer Frank Hamers selvretfærdige skyderi ikke skyggen af idealisme, kun beslutsomhed.

Projektet var oprindeligt tiltænkt de to gamle stratenrøvere Paul Newman og Robert Redford. Førstnævnte gik som bekendt bort, og i stedet har Redford fået en varm og værdig afsked med den snart biografaktuelle ’Den sidste gentleman’. En svindlerkomedie om uopslidelig glæde ved at drive gæk med systemet. Med andre ord en oldschool åndsfælle til Bonnie og Clyde-myten, som vi sjovt nok har mere brug for i dag end Hamer og Gaults bagstræberiske nedskydning.


Kort sagt:
’The Highwaymen’ understreger, hvorfor Bonnie Parker og Clyde Barrows fribytterliv fungerer som eviggyldigt mytestof, mens deres drabsmænd kun rummer historien om at have slukket en drøm.

Læs også: De 20 bedste film på Netflix lige nu

Spillefilm. Instruktion: John Lee Hancock. Medvirkende: Kevin Costner, Woody Harrelson, Kathy Bates, John Carroll Lynch. Spilletid: 132 min.. Premiere: Den 29. marts på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af