Vi blev introduceret til den forheksede porcelænsdukke Annabelle for første gang i James Wans ‘The Conjuring’ fra 2013, da hun stod fængslet i spøgelsesjægerne Ed og Lorraine Warrens glasskab med sit tomme blik og krakelerede ansigtsmaling.
Det kaldte på en oplagt gyseropfølger, og året efter fik dukken sin egen spinoff-film, ‘Annabelle’, der følger tiden, før hun havnede hos Warren-familien, mens ‘Annabelle 2: Skabelsen’ fra 2017 går endnu længere tilbage til dræberlegetøjets kreation.
Nu er traileren til den tredje film i rækken ‘Annabelle Comes Home’ offentliggjort. Ifølge filmens producere finder historien sted i tidsrummet mellem ‘The Conjuring’ og ‘The Conjuring 2’, og som det ses i traileren, er Patrick Wilson og Vera Farmiga tilbage i rollerne som Ed og Lorraine Warren, mens Mckenna Grace (‘The Haunting of Hill House’, ‘Chilling Adventures of Sabrina’) spiller deres datter. Det er netop datteren, der står i centrum for fortællingen, når vi igen følger Annabelle fra sit glasskab i Warren-parrets kælder, der bugner med alskens besatte artefakter.
Gary Dauberman, der har skrevet og instrueret filmen, er også forfatteren bag de to tidligere ‘Annabelle’-film samt ‘It’ fra 2017, mens gysermesteren James Wan, der står bag de tidligere film i ‘The Conjuring’-franchisen, producerer.
‘Annebelle 3: Annabelle Comes Home’ har dansk biografpremiere 27. juni.
Læs også: ’Killing Eve’s højspændte finale begik en utilgivelig dødssynd