’Killing Eve’s højspændte finale begik en utilgivelig dødssynd

’Killing Eve’s første sæson var et seriehøjdepunkt i 2018, men opfølgeren har været en blandet pose bolsjer, der i weekenden kulminerede i en polarisende finale. ’Killing Eve’-aficionado Lise Ulrich er drabeligt splittet.
’Killing Eve’s højspændte finale begik en utilgivelig dødssynd
Sandra Oh i 'Killing Eve' sæson 2.

Spoiler-advarsel: Artiklen indeholder spoilers for hele sæson 2 af ’Killing Eve’.

KOMMENTAR. »Du er min!«, råbte en frustreret Villanelle (Jodie Comer) i de sidste minutter af ’Killing Eve’s anden sæson, inden hun i såret afmagt sendte en kugle i ryggen på vrantne Eve (Sandra Oh).

Det var en spejling af slutningen på sæson 1, hvor det som bekendt var Eve, der midt i et lignende intimt øjeblik jog en dolk i mellemgulvet på Villanelle. Men ulig scenen i Villanelles smadrede Paris-lejlighed, der var præget af lige dele neglebidende spænding og absurdkomik, da dræberen udbrød »Du stak mig!«, og Eve forfjamsket undskyldte, spottede denne finale i Roms smukke ruiner vores intellekt ved at lade, som om den på anderledes dødsensalvorlig vis opfyldte titlens profeti:

Villanelle dræbte endelig Eve i et chokerende twist. Bortset fra at Eve jo selvfølgelig ikke er tilnærmelsesvis død, duh.

Det ved vi ikke mindst, fordi en tredje sæson på irriterende uelegant vis blev annonceret længe inden andet kapitels dramatiske tæppefald, hvorfor lige præcis nul seere behøver at fundere over, om ’Killing Eve’ serverede årets mest ballsy finale. Og hvordan overlever Eve så? Jeg vil vædde dig hele Villanelles episke designerklædeskab på, at hun bar selvsamme besværlige sikkerhedsvest, som hun baksede mistænkeligt meget med tidligere i sæsonen.

En slingrende rutsjebanetur

Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt fandt finaleafsnittet underholdende i momenter, og ud af hele sæsonen er ’You’re Mine’ (apropos Villanelles udråb) da også et af de stærkeste indslag op til sin ruin. Hotelopgøret, hvor Raymond positionerede sig selv som en anden ’The Shining’-øksemorder, havde et gyseligt pay-off, da Villanelle fik lokket Eve til at begå sit første drab, og brillante Comers udtryk af rendyrket psykotisk opstemmelse, da Eve kløvede Raymonds skal, var en Emmy-værdig.

Og i et splitsekund var jeg endog lige ved at tro på, at lejemordersken ville skifte side, da øretæveindbydende Patrick Bateman-wannabe Aaron Peel (Henry Lloyd-Hughes) forsøgte at friste hendes rastløshed med et frækt tilbud. Til syvende og sidst arbejder Villanelle dog naturligvis ikke for nogen som helst, og Aaron døde med et perverteret smil på læben.

Jodie Comer i ‘Killing Eve’ sæson 2.

’Killing Eve’ 2 har været en slingrende rutsjebanetur af ups og downs, men aldrig et sekund kedelig, og den kom så flyvende fra start, at jeg kvitterede med fem begejstrede stjerner efter tre afsnit. De er falmet noget siden, men hvis ikke showrunner Emerald Fennell havde driblet bolden ind i en mur på målstregen, ville ’You’re Mine’ have højnet min agtelse for sæsonen på falderebet. Det virkelig ballsy move havde jo været at lade Eve gå planken ud som psykopat in spe og tage med Villanelle på eventyr. Måske endda bare tage hendes hånd og så: Cut to black.

Dén åbne slutning havde jeg gerne slubret i mig, men i forsøget på at forvandle ’Killing Eve’ til en mere konventionel krimiserie over flere sæsoner (med skiftende kvindelige showrunnere) afmonteres håndgranaten til fordel for en hulens masse træden vande. Eve og Villanelles tiltrækning er elektrisk, men det svævende spørgsmål om, hvad de to kvinder egentlig vil med hinanden – og hvorvidt de snart hopper i kanen – tåler ikke at blive trukket i langdrag uden en tydeligt defineret retning. »I get what I want, I don’t want it«, sagde Villanelle til gruppeterapi, og ekkoede både Eve og seriens vægelsind.

Den kroniske tease

Ingen orker en kronisk tease, og jeg er lige så frustreret over Eves karakterudvikling, som Villanelle blev det. Serien vil, at Eves fascination af kvindelige psykopater lokker lignende træk frem i hende selv – måske det endda er Carolyns plan, at Eve og Villanelle skal bytte roller? – men i processen er hun mest af alt blevet røvirriterende. Ingen af ’Killing Eve’s kvinder har nogensinde været synderligt sympatiske og hurra for den frihed, men de har været bragende godt selskab, hvorimod Eve nu fremstår som en surmulende teenager, der træffer idiotiske beslutninger udelukkende, fordi de står i manuskriptet (stakkels Hugo).

Serieskaber Phoebe Waller-Bridges første sæson var genrebanebrydende fermt håndværk, og skønt jeg ikke kan andet end tilgive hendes exit, når nu hun forlod Eve og Villanelle for at indspille den mesterlige anden og sidste sæson af ’Fleabag’ (seriøst, mesterlig), savnede jeg hendes sylespidse dramaturgiske blik og kulsorte humor. For nu står ’Killing Eve’s tredje sæson over for en knald-eller-fald-kluddermor, som Suzanne Heathcote (’Fear the Walking Dead’) skal forsøge at filtre ud med oddsene imod sig.

Hvortil, my love?

Ingen plotdetaljer er frigivet endnu, men eftersom Villanelles ‘døde’ familie blev bragt i spil i hendes sidste samtale med Konstantin (Kim Bodnia), vil jeg skyde skarpt på, at hundjævlens baggrund foldes ud – for ligesom Eve ikke er død, er Villanelles familie det selvsagt heller ikke, når nu serien gør sig umage for at understrege, at de er det.

Ser jeg videre? Jeg vil ikke kunne lade være. For akkurat som Eve i moralsk forrådnelse vil jeg følge frygtindgydende fantastiske Villanelle igennem ild og vand stik imod min bedre dømmekraft. Men det er djævelsk svært at tilgive, at serielands mest uforudsigelige serie gav os så forudsigeligt et anti-twist.

Læs også: Anmeldelse af ’Killing Eve’ sæson 2 – »Man glemmer at blinke«

Læs også: Ode til ‘Killing Eve’ sæson 1: Tak for en dødsenslækker flirt, Phoebe Waller-Bridge

Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Din ugentlige streaming-guide på en skarp halv time

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af