‘Killing Eve’ sæson 2: Man glemmer at blinke under tidens bedste krimiserie
»Sorry baby!«
Sorry, at jeg stak kniven i dig. Sorry, at jeg er gift med mit job. Sorry, at jeg er en fuldt ud frygtelig kvinde fra dine ondeste drømme.
Taglinen for anden krimithrillersæson af mesterlige ’Killing Eve’ står som et sortsatirisk skrift over seriens fandenivoldske – og ultravoldelige – opgør med det kvindelige skyldkompleks udi ekstremerne. Hvis efterforskeren Eve (Sandra Oh) er ked af, at hun i første sæsons sidste minutter jog sin dolk i lejemordersken Villanelle (Jodie Comer) midt i et tiltagende erotisk forspil, ryster hun det hurtigt af sig. Og det har alle dage været tvivlsomt, om selvsamme psykopatiske Villanelle har et gran af u(nd)skyld i sin rovsdyrskrop.
Man kommer ingen vegne ved at begræde de valg, man traf i går, og ’Killing Eve’ sprinter også selv ud af starthullerne 30 sekunder efter sidste års cliffhanger-tæppefald – dog uden serieskaber Phoebe Waller-Bridge, der her har overladt sin monsterbaby til kollegaen og veninden Emerald Fennell (for selv at få tid til at indspille anden sæson af lige så seværdige ’Fleabag’).
Waller-Bridges knivskarpe deadpan-humor og karakteristiske kærlighed til kvindelige fuck-ups, der ikke giver en fuck (hej igen, Fleabag) gav ’Killing Eve’ sin helt unikke signatur, men det er på imponerende vis lykkedes Fennell (som spiller Camilla Parker Bowles i ’The Queen’s tredje sæson!) at spinde videre på materialet uden at give køb på hverken seriens identitet eller sin egen originalitet, der udskifter første sæsons østeuropæiske Le Carré-vibes med et let mareridtsagtigt strejf af engelsk forstadsklaustrofobi.
Hårdt sårede Villanelle flygter, og forfjamskede Eve må indse, at fuglen er fløjet, igen. Ergo er det om bord på Eurostar-toget til London, hvor et styks tiltagende frustreret husbond og MI6-boss lady Carolyn (Fiona Shaw) venter på en halvbagt forklaring på springturen til byernes by. Alt imens Villanelle modvilligt må have professionel lægehjælp i en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står, som en lille brystsvag pige, syg og bleg med gyldent hår. Hun har for en gangs skyld fået stækket vingerne, men der skal naturligvis mere end et elskovssår til at knægte kampånden eller Villanelles besættelse af Eve.
»Men – hun prøvede at slå dig ihjel«, siger en vansiret dreng på samme stue, da han og Villanelle momentant bonder i lighed med, hvordan Villanelle og Konstantins (Kim Bodnia) næsvise datter gjorde det sidste år (den emotionelt infantile dræbers forhold til børn er et interessant psykologisk aspekt af portrættet). »Nogle gange gør vi vanvittige ting for dem, vi elsker«, svarer Villanelle henført. Hvad de to kvinder vil med hinanden er uklart, både for os og for dem selv, men der er selvsagt ingen lykkelig slutning for kulminationen af passionen, når ’Killing Eve’ engang lader duoen klimakse med et uundgåeligt dødskys. Kill your darlings …
Hospitalseventyret ender i en kontroversiel mavepuster, der cementerer Villanelles uhyggelige format og seriens kompromisløshed. Vi ved aldrig, hvor vi har ’Killing Eve’, eller hvor historien bærer hen, og den gåsehudsinducerende fornemmelse af, at alt er på spil for alle, holder en fangen på kanten af sofaen. Afsnittet, hvor Villanelle i en frådende blodrus likviderede Bill på natklubben i Berlin, var et isnende ubehageligt plotchok i første sæson, der satte en fed rød streg under, at der følger gravalvor i kølvandet på Eve og Villanelles makabre, ikke så lidt egocentriske forførelsesdans. Ingen kan vide sig sikre i de tos nærhed og i særdeleshed ikke seriens mandlige karakterer, hvis accessoriske status fortsat vender krimigenrens vanlige kønsrollemønstre effektivt på hovedet.
Med én, særdeles kærkommen dansk undtagelse på rollelisten. Mere bør ikke siges her.
Villanelles forbilledlige snarrådighed sikrer hende et lift til England, nu iført drengens alt for lille pyjamas med superhelteprint, hvis »Kapow!«s smyger sig dobbelttydigt om hendes krop i et af den slags øjeblikkeligt ikoniske kostumegenistreger, ’Killing Eve’ ynder at skrue sine antiheltinder ned i (jævnfør første sæsons lyserøde tyldrøm). Men Villanelle er stadig ikke på toppen, og charmer sig ind på en tilsyneladende ensom midaldrende gentleman for gratis kost og logi – en mand, der imidlertid på creepy vis har en galoperende porcelænsdukkefetich og Fritzl-tendenser.
Lejemorderskens fysiske sårbarhed føjer nye facetter til karakteren, og Fennell opbygger en reel gyseratmosfære i det groteske hus, mens Eve simultant andetsteds forsøger at reparere sit eget dukkehjem. De to parallelverdener er fornemt iscenesat for at illustrere begge kvinders følelser af fangenskab og suspenseopbygningen ulideligt spændende inden helvede – selvfølgelig – bryder løs, Villanelles lyssky arbejdsgivere melder sig på banen, og en ny, mystisk kvindelig seriemorder spøger i skyggerne. Til Villanelles udelte irritation.
Konkurrenceelementet tegner sig for sæsonens handlings-clue, men den centrale fascination i ’Killing Eve’ forbliver Eve og Villanelles elektriske relation (Oh og Comer spiller trusserne af hinanden) såvel som måden, Waller-Bridge og nu Fennell som det mest naturlige i verden giver oprejsning til samfundsstigmatiserede kvindetyper uden at »prædike« kønspolitik i processen:
Villanelle dyrker high fashion og high drama i lige mål (’hobbyer’, der ofte tilskrives bimbo-karakteristika), MI6-Carolyn er mere dedikeret til sin karriere end til sin søn, og Eve vælger spændingen ved sine ulogiske seksuelle drifter frem for ægteskabets tryghed. Det er langt fra altid sympatisk, men en forfriskende gave til diversificeringen af krimilands stereotyper, hvor satiren peger begge veje – jaloux kvinde er lysten kvindelig lejemorder værst, og Eve og Villanelles mandlige bekendtskaber fornuftens stemmer.
’Killing Eve’ er ikke »blot« en »tendens« af tiden, den er rædselsvækkende, sjov, provokerende og sexet som bare pokker. Og så er den formentlig årets bedste krimiserie. Sorry not sorry.
Kort sagt: Instruktør og showrunner Emerald Fennell løfter på mirakuløs vis arven fra Phoebe Waller-Bridge i ’Killing Eve’s forrygende spændende anden sæson, der sætter en satirisk blodig streg under, at lysten kvinde fortsat er kvindelig dræber værst i krimiland.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Læs også: Ode til ‘Killing Eve’ sæson 1: Tak for en dødsenslækker flirt, Phoebe Waller-Bridge
Læs også: De bedste serier i 2018 – rangeret fra 20-1