‘Killing Eve’ gav os et af serielands mest sønderknusende dødsfald i lang, lang tid

Phoebe Waller-Bridges fantastisk underholdende seriemorderserie ’Killing Eve’ på HBO går ikke af vejen for at bore sine sylespidse hårnåle lige i hjertet på hovedperson og seer. Og den første chokdød var lige så ond, som den var genial.
‘Killing Eve’ gav os et af serielands mest sønderknusende dødsfald i lang, lang tid
Sandra Oh i 'Killing Eve'.

Spoiler for tredje afsnit af ’Killing Eve’.

 KOMMENTAR. Han vidste det, vi vidste det. Og serieskaber Phoebe Waller-Bridge vidste, at vi vidste det.

»Oh god, I’m going to die, aren’t I? Daddy’s going to die. It’s me«, kurrede stakkels, dødsmærkede Bill (David Haig) jokende til sin lille bitte baby i ’Killing Eve’s tredje afsnit, og profetiens metaklarsyn fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

For ja, selvfølgelig gav Villanelle (Jodie Comer) Bill kniven ikke længe efter, at han og Eve (Sandra Oh) var ankommet i Berlin for at følge lejemoderens fede lokkeduespor i form af ét styks fed kineser.

Eves tidligere mangeårige chef, så kollega, var det bundhumane ansigt på et job optaget af død, og Eves fornuftens og moralens anker: I andet afsnit skosede Bill hende for ikke at gå tilpas objektivt kritisk til sagen, og i tredje afsnit kravlede hans øjenbryn om i nakken, da Eve beskrev Villanelles udseende med en tyk undertekst af poetisk schwung forbeholdt forelskelsens tåger.

Lige så vel som vi blev Villanelle på afstand klar over, at Bill måtte ryddes af vejen for at flå korsettet af Eves dømmekraft og åbne op for, at efterforskerens lystne fascination af den kvindelige seriemorder bliver krydret med blodrødt raseri.

Sex og død er uforenelige størrelser i gyset som i ’Killing Eve’, og Eves nyfundne drive efter at dræbe Villanelle med de bare næver giver den afstumpede morderske anledning til at komme i bukserne af fryd over at blive ’begæret’.

Eve (Sandra Oh) og Bill (Daniel Haig) i ‘Killing Eve’.

Hvad der nemt kunne være blevet et formularisk klicheladet katalysemord – hurtigt overstået, hurtigt videre – endte imidlertid som en af de mest nervepirrende serietimer i nyere tid, netop fordi Phoebe Waller-Bridge spillede med fuldstændigt åbne kort.

I stedet for at tale ned til seerne ved at foregive, at Bills exit ville komme bag os (jævnfør ’Westworld’s for gennemskueligt prætentiøse chokværdi), orkestrerede hun hele afsnittet som en indforstået og ikke så lidt fræk how to-hyldest til krimigenrens klassiske sidekick-død, der forvandlede undertegnede til en koldsvedende, forræderisk impliceret flue på væggen, mens uret tikkede ned. Langsomt, men sikkert trak Phoebe Waller-Bridge os ubarmhjertigt mod det uundgåelige.

Vi fik det obligatorisk skæbnesvangre indblik i Bills familieliv som 60-årig småbørnsfar i et åbent forhold (well done, Bill!). Anekdoter fra nogle vilde ungdomsår i Berlin, hvor biseksuelle Bill »ikke sagde nej til noget«, og en faderlig heart-to-heart med Eve (hvis eget ægteskab er ved at krakelere som et symbolsk lortebrunt hønseæg).

Og naturligvis det fatale fejltrin, da Bill satte efter Villanelle alene og dermed på frustrerende vis gik på kompromis med sin egen professionalisme. ’Killing Eve’ serverede sin hidtil stærkeste, isnende scene i øjeblikket, da Villanelle og Bills øjne mødtes over det fyldte dansegulv, og hammeren faldt, da hundjævlen smilede: Bills rejse sluttede, hvor den engang startede, på en euforisk natklub i den tyske hovedstad, omgivet af spændstig ungdom, der ikke længere holdt hans egen slidte krop oppe.

Bill (Daniel Haig) konfronterer Villanelle (Jodie Comer).

Det er en ofte hørt og lige så ofte velbegrundet anke, at godmodige familiemennesker, LGBT-personer og seksuelt frisindede birollekarakterer gerne mister hovedet i krimi/gyserfilm og -serier. Phoebe Waller-Bridge er bekendt med klicheerne og tegnede intentionelt Bill som all of the above, men uden at falbyde karakterens værdighed og emotionelle gennemslagskraft eller fetichere hans seksuelle orientering.

Afsnittets tragiske slutning lod os vide, at ’Killing Eve’ er mere end klar til at bruge krimitroperne, vi kender så godt som rambuk mod forudindtaget politisk korrekthed og genremetaltræthed. Det var et overlegent, ballsy move formidabelt eksekveret i al sin forudsigelighedder hævede indsatserne betydeligt for både os og Eve.

Og som ændrede hele seriens tone fra sorthumoristisk dvælen ved kuriøst feminine hårnåle- og parfumedrab til et dødsensalvorligt og betændt personligt katten-efter-musen-hævntogt (Eves kælehøne bør se sig langt over skulderen fra nu af).

RIP Bill. Din død var lige så hjerteskærende, som den var en vigtig gamechanger for den mest interessante serie på tv lige nu.

Læs også: ’Killing Eve’: Kvindedreven spionthriller med strålende Sandra Oh og Kim Bodnia er stærkt underholdende

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af