’Killing Eve’: Kvindedreven spionthriller med strålende Sandra Oh og Kim Bodnia er stærkt underholdende
I et gribende interview i Vulture fortæller Sandra Oh, at samfundets racisme ligger så dybt integreret i hende, at hun slet ikke kunne forestille sig, at hun var i spil til hovedrollen i ‘Killing Eve’, men var helt forvirret over, hvilken rolle hun blev tilbudt.
Om det er branchens underliggende racisme, der har hensat den 46-årige ‘Grey’s Anatomy’-fanfavorit (også min) til evige biroller, skal jeg ikke kunne sige, men hvor er det dejligt endelig at se hende stråle i sin første hovedrolle.
I Phoebe Waller-Bridges spionthriller fra BBC America spiller Oh agenten Eve Polastri med brysk skarphed, tør humor, akavet usikkerhed og tilbagelænet mani. Eve keder sig i sit skrivebordsjob i den britiske sikkerhedstjeneste M15 og drømmer om at arbejde mere direkte med efterforskning. I pilotafsnittet, som denne anmeldelse bygger på, kommer hun et skridt nærmere.
Da lederen af agenturets Rusland-afdeling Carolyn Martens (Fiona Shaw) indkalder til hastemøde om et snigmord på en russisk politiker i Wien, bliver Eve overbevist om, at morderen er en kvinde, der måske har begået flere mord og begynder at undersøge sagen. Mod sine beføjelser afhører hun politikerens kæreste, sagens eneste vidne, der på »heroinpolsk« slang bekræfter, at morderen er »fladbrystet«. Eves private efterforskning falder ikke i god jord hos hendes chef, men Martens ser et lys i hende.
At Eve har ret i sin formodning ved vi fra starten, da serien parallelt følger lejemorderen Villanelle (Jodie Comer), som opererer i hele Europa fra Paris. Villanelle er ung, smuk og glamourøs og udnytter, at hendes ofre ikke ser kvinder som en trussel: En ældre mand i Toscana tror, hun er hans »fødselsdagsgave«. Man har ikke rigtig ondt af ham, da hun borer sin spidse hårnål ind i øjet på ham. Villanelle er dog langt fra en feministisk hævner, men dræber bare dem, hun får besked på – med koldt blod og en psykopatisk glæde ved at se lyset slukke i deres øjne.
Trods sin usympatiske hang til blodige mord og manglende skyldfølelse er det svært at stå for hendes charme, ubekymrede barnlige energi og elegance både i personlig stil og kunstnerisk udførelse af mordene – som man også fornemmer, at den tyngede Eve fascineres af. Hun bærer sig selv med selvtillid, og hendes idé om en god joke er at fake et selvmord, når hendes chef, afdæmpet spillet af Kim Bodnia, træder ind ad døren.
Der er fuld smæk på det veleksekverede pilotafsnit, der i løbet af 40 minutter på elegant og underholdende vis sætter katten-efter-musen-historien op og tegner et dragende billede af henholdsvis spion- og lejemordermiljøet, giver et klart psykologisk portræt af de to kvinder og en fornemmelse af potentialet i deres fremtidige relation præget af gensidig tiltrækning.
Historien om en agent i hælende på en psykopatmorder har man mildt sagt set før, men det virker forfriskende med to kvinder i centrum. Phoebe Waller-Bridge, der står bag den eminente sadcom ‘Fleabag’, har virkelig sans for at skabe nuancerede kvinderoller med humor, mørke, usikkerhed, sårbarhed og målrettethed.
Hun undgår mange af genrens klichéer, og det er for eksempel forfriskende, at Villanelle ikke forfører sine ofre. Og at hun tager flade sko på og sætter håret op, når hun skal i action. Og at Eve er et rigtigt menneske, der begår fejl, græder over dødsfald og har kærlige relationer til sin mand og kolleger – modsat de følelsesmæssigt afstumpede kvinder i for eksempel ‘Homeland’, ‘Forbrydelsen’ og ‘Broen’.
Kort sagt:
Pilotafsnittet af spionthrilleren ‘Killing Eve’ med Sandra Oh i topform er effektivt og underholdende og har to fascinerende kvinder i front, hvis indbyrdes forhold lader til at blive virkelig interessant. Har man set første afsnit, ser man også det næste.
Anmeldt på baggrund af første afsnit.