(Spoilers for ’Killing Eve’ sæson 1)
Phoebe Waller-Bridge, du er blevet min yndlingsserieskaber i skysovs med lyserødt krymmel på toppen og springknivsskarp humor i tyltrussen.
Først gav du mig ’Fleabag’, den geniale kulsorte sadcom-serie over en kvindelig millennial-egocentrikers eksistentielle struggle med bristede drømme, sorg og sporadisk forvirrende analsex (din åbningsmonolog i det allerførste afsnit vil sjældent blive glemt: »And you spend the rest of the day wondering: Do I have a MASSIVE arsehole?«). Det gjorde godt, og det gjorde ondt på alle os restløse lopper.
’Fleabag’ etablerede dig som en af din generations mest interessante kunstnere, og selvom dit opfølgende serieprojekt ’Crashing’ var en fesen slacker-fest, har du genvundet min mest jubelentusiastiske loyalitet og respekt. For hot damn, Phoebe, i år har du skrevet tv-historie med krimifavntaget ’Killing Eve’.
Over otte afsnit har jeg siddet på kanten af sofaen og bidt negle, mens fantastiske Sandra Ohs Eve har jagtet breakout star Jodie Comers lejemorder Villanelle igennem Paris, Berlin, London og Moskva, men det var ikke plottets le Carré’ske airmiles alene, der indtjente ’Killing Eve’ en fornem plads i den moderne seriekanon. Det gjorde til gengæld det frydefuldt sensuelle katten efter musen-spil de to kvinder imellem – og i særdeleshed måden du, Phoebe, tegnede seriens bad girl som lige dele uapologetisk feminin, barnlig, ultravoldelig og komplet psykotisk.
Er jeg en frygtelig kvinde for at elske hende med hud og hår?
Villanelle spandt gnækkende satire over billedet af ’vanskelige’ unge kvinder som uforudsigelige furier, der eksploderer uden varsel. Såvel som s/m-fantasien af den labre, mandeædende ‘Basic Instinct’-dræber. Villanelles honeytrap var uforudsigelig, ja, men også komplet afstumpet til et punkt, hvor hun gang på gang tyede til en art grotesk gæt og grimasser for at imitere menneskelige reaktioner. Hun var endvidere pænt ligeglad med mænd (med mindre hun småkedede sig), og når låget fløj af, var det ikke med tårer og hysteri, men frådende blodtørst som et rabiat rovdyr; »Take me to the hole!«.
Ingen mandlige partnere eller torterede kvinder
Med få undtagelser (bundsolide Kim Bodnia) var ’Killing Eve’s mandlige relationer accessoriske for den centrale fortælling drevet af Villanelle, Eve og topbossen Carolyn (Fiona Shaw), men du lod ikke kønsagenda overskygge karaktererne, ferme Phoebe. Du lod dem bare være.
Vigtigere endnu, du lod dem være komplekse kvinder frem genretroper: Kvinder, der får tørre læber af at flyve, tager flade sko på og en elastik i håret, når der skal ordnes praktiske opgaver (mord, forstås), græder (hvis de da ikke lige er Villanelle), sætter pris på et flot kjolesnit, får grimme blå mærker, der strækker sig over adskillige episoder, bruger omsorg som afvæbningsteknik, når behovet opstår, og vælger karrierer, der giver sitrende nipples frem for tryghedsnarkomani og høflig lørdagssex i privaten.
Det afkræves ikke maskuline krimiværker at indtage et specifikt kønspolitisk standpunkt for at redegøre for overvægten af mandlige antihelte, så hvorfor skulle du, Phoebe?
Din realisering af Luke Jennings ‘Villanelle’-romaner slog som det mest naturlige i verden fast, at kvindelige casts af Oh, Comer og Shaws kaliber ikke har et gran af ’troværdighedsproblemer’ med at owne genren, såfremt manuskriptet ikke trækker træge stereotyper ned over hårpragterne (åh, Oh – din manke er episk. Hilsen mig og Villanelle).
Og at krimiplotkatalysatorer ikke partout kræver mishandlede ungmøers kroppe på skærmen eller en mandlig efterforskningspartner til at balancere den kvindelige betjents flagrende følelser/diverse psykiske udfordringer. Dén klichee gav ’Killing Eve’ effektivt fingeren med likvideringen af Eves kollega Bill i tredje afsnit; »It’s me, I’m going to die!«.
Villanelle var da heller ikke nogen feministisk hævner: Hun gav ikke en fuck for, hvem hun slog ihjel eller hvem, der hyrede hende. Det ene øjeblik udførte hun sit job med et koket kvindeligt touch og lillepigesmil, når hun dræbte med hårnål og parfume. Det næste blottede hun tænderne og dolkede Bill med uceremoniel, snavset ondskab. Hun fyldte sit køleskab med champagne og garderoben med designertøj og var mindst lige så uhyggelig i pompøs prinsessekjole som i en grå kedeldragt.
Og måske var hun i virkeligheden mest af alt tiltrukket af sit eget køn ud fra ren, klinisk nysgerrighed efter at undersøge på tætteste hold, hvordan ‘almindelige’ kvinder gebærder sig, elsker og drømmer, som en anden Species.
Dolken i mellemgulvet
I en genre, der gerne begaver karismatiske mandlige psykopater (i selvbetitlede serier, no less) med signaturtræk, der udspringer af psykologiske motivationer – a la fjogede Barry, gourmeten Hannibal og selvretfærdige Dexter – var Villanelle en enhjørning, der spottede vores instinktive seer-behov for definition. Hvorfor Eves besættelse hurtigt også blev min frustrerende besættelse.
Eve feticherede Villanelle ud fra sin egen seksuelle fascination, men serien gjorde ikke, og den gjorde i særdeleshed intet for at gøre Villanelle likeable. Sorry, baby! Tak og atter tak, kære Phoebe Waller-Bridge, for at have smadret glasloftet i krimigenren med din frygteligt vanskelige kvinde, amoralske power-chef og liderlige efterforsker, der alle tre eksisterede på deres helt egne præmisser.
‘Killing Eve’ var en dødsenslækker flirt, og jeg savner den allerede efter finalen, der i denne uge gik ned med et brag, et erotisk suk og en dolk lige i mellemgulvet.
’Killing Eve’ sæson 1 kan ses på HBO Nordic. Sæson 2 er bekræftet.
Læs også: ‘Killing Eve’ gav os et af serielands mest sønderknusende dødsfald i lang, lang tid
Læs også: Anmeldelse: Kvindedreven spionthriller med strålende Sandra Oh og Kim Bodnia er stærkt underholdende