’Dead to Me’: Ny Netflix-serie stiller sulten inden ‘Big Little Lies’ sæson 2

’Dead to Me’ er uforskammet let at binge. I den nye serie tager hovedforfatter Liz Feldman (’2 Broke Girls’) nemlig ikke kun fat i en kvindes sorgbearbejdning efter ægtemandens pludselige død. Hun rammer også fortællingen ind i en mordhistorie, der lader hvert afsnit slutte på en cliffhanger. Når de tilmed kun varer en halv time hver, er det svært at sætte Netflix-afspilleren på pause.

Christina Applegate og Linda Cardellini spiller Jen og Judy, der møder hinanden i den kristne sorggruppe Friends of Heaven. Jens afdøde mand Ted blev kørt ned af en bilist, hvis identitet politiet stadig ikke har fundet frem til, og Judy mistede sin forlovede Steve på grund af et hjertestop, fortæller hun.

De to kvinder synes først som hinandens modsætninger: Jen er grundlæggende skeptisk, defensiv og sarkastisk, mens Judy er udadvendt og positiv. Alligevel bliver de hurtigt venner, der kan hjælpe hinanden gennem en svær tid.

Applegate og Cardellini har en fantastisk kemi, og mange fine og sjove øjeblikke opstår i deres samtaler. Serien er sjovest, når Jen slår ned på Judy og omverdenens velmenende idéer. Det går ikke mindst ud over sorggruppens overpædagogiske pastor Wayne (Keong Sim). Han er desuden medarrangør på et herligt åndssvagt »grief retreat«, hvor sorgramte mennesker fra hele det nationale kristne fællesskab tager på ferieresort, drikker margaritas og synger ’Carry On-Oke’. Jen holder sig mest til margaritaerne.

Momenter efter at have latterliggjort pastoren kan kvinden med den hårde facade dog også bryde ud i gråd på badeværelset. Dramaet fylder nemlig lige så meget i fortællingen som komikken. 

Allerede halvvejs inde i første afsnit kommer der et twist: Jen opdager, at Steve (James Marsden) slet ikke er død. Han har tilsyneladende bare slået op med Judy, som nu stalker ham på arbejdet og dagligt låser sig ind i hans hus, når han ikke er hjemme. Det er bare det første af flere markante afsløringer om Judys fortid.

Resten af sæsonen spiller serien på vores viden om Judy. Gang på gang er hun lige ved at blive afsløret – især da hun dater en politibetjent på orlov. Hendes trang til både at skjule sin skyld og tage del i Jens liv er ikke altid helt forståelig, men hendes adfærd resulterer naturligvis i flere nervepirrende optrin.

Som suspense-delen trækkes en smule i langdrag, og som små, knap så interessante sidehistorier introduceres undervejs, centrerer de bedste stunder sig om de to hovedpersoners forhold. Selvom mordplottet og Judys risikable dobbeltspil taler til seerens nysgerrighed, er det deres venskab og dynamik, man husker.


Kort sagt:
Er man ved at gå til i ventetiden inden anden sæson af ’Big Little Lies’, kan ’Dead to Me’ fint stille sulten efter privilegerede forstadsmødre, tætte kvindevenskaber og voldelige hemmeligheder.

Læs også: Disse serier skal du streame i maj – fra George Clooneys krigssatire til Netflix-serie på dansk

Tv-serie. Hovedforfatter: Liz Feldman. Medvirkende: Christina Applegate, Linda Cardellini, James Marsden, Keong Sim, Brandon Scott m.fl.. Spilletid: 10 afsnit á 30 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af