’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’: Zac Efrons seriemorderfilm er forelsket i sit monster
Forestil dig en Netflix-film, der fortæller den sande historie om Ted Bundy, en af USA’s mest modbydelige seriemordere, set fra en overlevende kvindes synspunkt. En kvinde, der igennem flere år kom tættere på privatpersonen Bundy end nogen anden. Som elskede ham og lod ham agere stedfar for sin lille pige. Som faldt fra hinanden, da monstret i manden kom frem.
Og forestil dig så en film, hvis instruktør skinhelligt foregiver at servere dig ovenstående version, mens han i virkeligheden, paradoksalt, spenderer små to timer på at savle over Bundys lækkerhed og reducere de omkringstående kvinder i scenariet til passive pausekommaer på lige så ’uheldig’ vis som de tabloidmedier, der svælgede i morderens live-televiserede retssag i 70’erne. Med et arsenal af catchy sangvalg som belejligt hipsterlabre substitutter for dialog og følelsesformidling og vel og mærke uden et gran af metaironisk selvbevidsthed.
Instruktør Joe Berlinger og true crime-pusheren Netflix har Ted Bundy på hjernen, men hvad vi skal bruge deres fascinationen til, er mystisk nok fortsat uklart, skønt Berlinger har begavet os med både dokuserien ’Conversations with a Killer: The Bundy Tapes’ og nu ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’, hvori den tidligere teenstjerne Zac Efron spiller Bundy, der blev dømt for 30 bestialske mord (men efter al sandsynlighed stod bag langt over det dobbelte). Mest af alt sidder man tilbage med en syrlig eftersmag af, at true crime-bølgen nærmer sig et egocentreret breaking point, hvor ofrenes stemmer druknes totalt i stråleglansen fra gerningsmændenes saftige spotlys.
I ’Extremely Wicked’ følger vi indledningsvist Liz Kendall (Lily Collins), som helt uvidende datede Bundy, samtidig med at hans seriemordervirke eksploderede på den anden side af børnefødselsdage og villavejshygge. Hvordan kunne Liz undgå at lugte, at der var noget råddent ved manden, hun sov ved siden af? Vidste hun noget?
Liz og Teds relation har været omgærdet af megen spekulation, men Berlinger hopper let og elefant hen over al karakterudvikling og baggrundshistorie på begge og viser i korte vignetter af scener, hvordan parret mødes på en bar, spiser morgenmad sammen næste dag og pludselig angiveligt har haft et længere forhold – det ved vi, fordi nostalgiske retrofotos viser os Liz’ datter blive ældre, samtidig med at alvorlige nyhedsstemmer på lydsporet beretter, at den ene kvinde efter den anden forsvinder eller bliver fundet myrdet.
Da Bundy en sen nattetime stoppes for at have kørt over for rødt – i samme type Volkswagen Bug som morderen – dukker hans navn op på en liste over mistænkte i sagerne, og så ruller snebolden med afhøringer, fangeflugt og et cirkus af et retssalsdrama, der som det første i USA’s historie bliver sendt live, og hvor djævelsk veltalende Bundy selv indtager rollen som både anklaget og forsvarsadvokat til medierne og de mange (kvindelige) tilhøreres begejstring.
Hvor er Liz i alt dette? Derhjemme. Og her efterlader Berlinger hende knapt en tredjedel inde i filmen, hvor Collins kan sjoske rundt i morgenkåbe og sippe whisky, mens Efron så godt som kører soloshow for resten. Det skal ikke ligge ’Bad Neighbors’- og ’High School Musical’-skuespilleren til last:
Efron er oplagt castet som kriminalhistoriens ultimative lady killer, der brugte charme og lækkert hår til at lokke sine kvindelige ofre til sig, og selvom den 31-årige ikke just er nogen Christian Bale, er hans præstation absolut udmærket. Navnlig ved vejs ende, da desperationen begynder at få tandpastasmilet til at krakelere, og man i glimt får en fornemmelse af, hvor god en film ’Extremely Wicked’ potentielt kunne have været i hænderne på en anden instruktør.
John Malkovich dukker op på autopilot som træt dommer, Jim Parsons fra ’The Big Bang Theory’ delegeres til en to repliks-birolle som anklager, og ingen ringere end drengen med den sjette sans, Haley Joel Osment, lægger vejen forbi som godmodig kollega til Liz. Fine kræfter, der ligesom Collins og Kaya Scodelario, der spiller Bundys anden ’kærlighed’, Carol, lades i stikken af Berlingers Bundy-besættelse skudt i David Fincher-inspireret farvepalet.
En ny bølge fiktionsfilm over notoriske seriemordere er et forudsigeligt biprodukt af true crime-efterspørgslen, men der er noget lidt for algoritmesmart over måden, både ’Extremely Wicked’ og forrige års ’My Friend Dahmer’ (også med en forhenværende Disney-profil i centrum) pejler sig ind på yngre publikummers popkulturelle præferencer igennem highschool-oprindelseshistorier og/eller ungdomsprofiler som blikfang (udover Efron er Collins Netflix-kendt fra ’To the Bone’, mens Scodelario hovedsageligt har gjort sig bemærket i ’The Maze Runner’-sagaen).
I et mere sindigt projekt var sidstnævnte blevet brugt som et udspekuleret callback til samfundets fortsatte appetit på kendisdyrkelse med en sidevogn af ultravold, der på en og samme tid propellerede Bundy til tops på både FBI’s og en lang række college-pigers Most Wanted-lister i 70’erne. »Jeg har lige skrevet autograf på min egen ’Eftersøgt’-plakat. Jeg er mere populær end Disney World!« praler Efrons Bundy, men Berlinger orker ikke at undersøge fænomenet nærmere.
I diverse interviews har instruktøren fremhævet, at ’Extremely Wicked’ udmærker sig ved at være fortalt igennem kvinderne, der stod tæt på morderen, men det bliver noget ævl, når filmen bygger selvsamme kvinder af papmache og synes morderisk i tvivl om, hvorvidt det ikke også er lidt synd for Bundy, når hans kæreste ikke vil besvare hans telefonopkald, og fængselsvagterne er strenge. Først i den allersidste scene pustes der liv i en grum uhygge, men inden øjeblikket når at synke ind, er Netflix hastigt videre med rulletekstanbefalingen af ’The Bundy Tapes’s første episode, ’Handsome Devil’ …
Joe Berlinger er en erfaren true crime-instruktør, der i 90’erne og 00’erne stod bag de nyklassiske ‘Paradise Lost-dokumentarer’, men her er han faldet for sin groteske hovedpersons karisma og giver dermed morderen et fiktionsvindue til at shine uden de ækle detaljer til at plette tv-fladen. Det mest skræmmende ved ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ er således, at Ted Bundy formentlig ville have været tilfreds med den.
Kort sagt:
Instruktør Joe Berlingers Ted Bundy-fetich efterlader dig ikke et hak klogere på hverken seriemordere eller kvinderne, der elsker dem, og det er ærligt talt kriminelt synd for glimrende Zac Efron.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Anmelder Lise Ulrich og filmredaktør Jacob Ludvigsen diskuterer ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ i ugens podcast
Læs også: Disse film skal du streame i maj