Forrygende sydkoreansk film vinder Guldpalmen i Cannes – Tarantino helt forbigået

Forrygende sydkoreansk film vinder Guldpalmen i Cannes – Tarantino helt forbigået
'Parasite'

Lørdag aften blev Guldpalmen og de andre priser uddelt efter 11 dages festival i Cannes, og for en sjælden gangs skyld blev det min egen favorit, der løb med hovedprisen: Bong Joon-hos sorthumoristiske og virtuose thrillersatire ‘Parasite’, som handler om en fattig families indtog i en rig families hjem, og som jeg har skrevet meget mere om her.

Det er første gang i historien, at en koreansk film vinder Guldpalmen.

Det var en tilsyneladende ubeslutsom jury, der har knoklet for at snævre feltet ind fra de 21 kandidater i hovedkonkurrencen. Tredjeprisen Juryens pris blev således fordelt på to film (brasilianske ‘Bacarau’ og franske ‘Les Miserables’), mens de indførte særprisen Special Mention til palæstinensiske ‘It Must Be Heaven’.

Som altid var der flere overraskelser blandt vinderne. Ikke mindst andenpræmien til Mati Diops ‘Atlantique’, som jeg også har på min top 10, men som ellers fik en blandet modtagelse af kritikerne. Tre af hovedkonkurrencens fire film instrueret af kvinder fik priser med hjem – foruden Diop så Céline Sciamma (manuskript – lidt skuffende, hun var manges favorit til en større pris) og Jessica Hausners ‘Little Joe’, hvis hovedrolleindehaver Emily Beecham vandt. På herresiden løb Antonio Banderas med prisen for Almodóvars selvbiografiske ‘Pain & Glory’, som jeg og de fleste andre havde håbet og forudsagt.

Alejandro González Iñárritu stod i spidsen for juryen, der også talte skuespillerne Elle Fanning og Maimouna N’Diaye samt instruktørerne Yorgos Lanthimos, Pawel Pawlikowski, Alice Rohrwacher, Robin Campillo og Kelly Reichardt foruden tegneserieforfatter Enki Bilal.

Deres mest opsigtsvækkende forbigåelse var festivalens talk of the town, Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’. Han måtte nøjes med en pris i den mere uofficielle afdeling, nemlig hundendes svar på Palm D’Or, Palm Dog: Den hjemtog pitbullen Brandy, som er Brad Pitts loyale ven i filmen og spiller en overraskende stor rolle mod slutningen!

Guldpalmen for bedste film: ‘Parasite’ af Bong Joon-ho
Grand Prix (andenpræmien):
‘Atlantique’ af Mati Diop
Juryens pris (tredjepræmien): 
‘Bacarau’ af Kleber Mendonca Filho & Juliano Dornelles & Les Miserables af ‘Ladj Ly)
Bedste instruktør: Jean-Pierre og Luc Dardenne, ‘Young Ahmed’
Bedste manuskript: 
Céline Sciamma, ‘A Portrait of a Lady on Fire’
Guldpalmen for bedste mandlige skuespiller: 
Antonio Banderas, ‘Pain & Glory’
Guldpalmen for bedste kvindelige skuespiller: 
Emily Beecham, ‘Little Joe’
Special Mention: ‘It Must Be Heaven’ af Elia Suleiman
Camera d’or (bedste debut):
Nuestras Madres af César Diaz

Læs også: De 10 bedste film vi så på årets Cannes-festival

Læs også: Cannes-highlights dag 10 – numsefilm er enten fjerdebølgefeminisme eller liderlig mandschauvinisme af vildeste skuffe

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af