Det er kun et par måneder siden, HBO’s ‘True Detective’ gjorde comeback med en flot tredje sæson, der havde Mahershala Ali og Stephen Dorff i hovedrollerne, og seriens skaber, Nic Pizzolatto, er allerede nu i gang med at udvikle idéer til en mulig fjerde sæson.
En fjerde sæson er endnu ikke officielt bekræftet, men Pizzolatto håber, at det kommer til at ske – om det bliver tilfældet afhænger af, om HBO synes om hans endelige manuskript.
»Jeg fik denne her idé, og jeg synes, det er en virkelig stærk idé, og det ville være noget, jeg aldrig før har set på tv«, udtaler Pizzolatto til IndieWire. »Men siden fik jeg en anden idé, som jeg har talt med en skuespiller om, og for mig ville det være det mest spændende, vi kunne gøre med ‘True Detective«.
Pizzolatto ønsker dog stadig at bruge sin første idé, som måske kunne blive til en helt anden serie eller film, og han kunne godt tænke sig overtage endnu flere projekter som producer i fremtiden.
»Jeg har omkring fire idéer til serier, jeg gerne vil se ske«, siger han.
Læs også: Anmeldelse af ’True Detective’ – hele sæson 3: Krimien var antiklimatisk, men finalen smuk