‘Dead to Me’ har været en af årets positive overraskelser på Netflix. I serien spiller Christina Applegate og Linda Cardellini to midaldrende kvinder, Jen og Judy, der mødes i en terapigruppe for mennesker, som har mistet, og som i hinanden finder en sjæleven, selvom fortidens hemmeligheder mildest talt gør deres venskab umuligt.
Serien kunne sagtens være sluttet med sæson 1, men det er nu alligevel en glædelig og fortjent nyhed, at Netflix nu har fornyet den med sæson 2.
Bag ‘Dead to Me’ står Liz Feldman, og hun har skabt en både sjov, kynisk og overraskende fortælling fuld af vanvittige twists, som hun på en eller anden måde alligevel får gjort troværdige – ikke mindst takket være forrygende præstationer fra Cardellini (kendt fra serier som ‘Freaks and Geeks’, ‘Mad Men’ og ‘Bloodline’, men her i sin måske bedste rolle i karrieren) og Applegate, som egentlig nærmest var gået på pension, men blev lokket tilbage i savsmulden af Feldman.
Det vides endnu ikke, hvornår sæson 2 rammer Netflix.
Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix lige nu