Det er et par år siden, Quentin Tarantino først annoncerede, at han bryggede på en ny ‘Star Trek’-film, men med arbejdet på ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – som blev vist på Cannes Film Festival sidste måned, og som han både instruerede, producerede og skrev – har den ikoniske instruktør haft rigeligt at se til.
Efter verdenspremieren på ‘Hollywood’ lader det dog til, at Tarantino har fået en smule mere luft i kalenderen. Nu bekræfter han nemlig over for Empire Magazine, at manuskriptet til den kommende ‘Star Trek’-film, som han selv skal producere og muligvis også instruere (man har lov at håbe!), er færdigskrevet – efter sigende af Mark L. Smith (‘The Revenant’). Så mangler Tarantino bare at lave sine egne tilføjelser.
»Der er et manuskript, der eksisterer lige nu. Jeg skal lige afveje det, men det har jeg ikke haft mulighed for endnu«, siger Tarantino og fortsætter: »Det er en R-rated film. Hvis jeg laver den, bliver den R-rated«.
Foruden Tarantino er J.J. Abrams, der instruerede de to første ‘Star Trek’-film af reboot-serien i rummet, producer på filmen, der samlet bliver nummer fire i rækken efter Justin Lins ‘Star Trek Beyond’ fra 2016.
Der er endnu ikke fastlagt en biografpremiere.
Læs også: ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage