’Dark’ sæson 2: Tysk Netflix-serie hæver niveauet til det mageløse
(Spoilers for første sæson af ’Dark’)
I kølvandet på anden sæson ’Stranger Things’ ramte ’Dark’ Netflix, og sammenligningerne faldt prompte. »Den tyske ’Stranger Things’«, lød det i alt fra markedsføring til pressens beskrivelser, men intet kunne være mere fjernt fra virkeligheden.
Ja, de opererer begge i sci-fi/gyser-genren og slår begge rødder i 80’erne, men her hører lighederne også op: ’Dark’ er mørkere, mere seriøs og – tør jeg sige det – markant bedre. Tænk ’Twin Peaks’ møder ’The OA’, når de er bedst.
Efter at være vågnet op i et postapokalyptisk Winden anno 2052 er der nu gået seks måneder, og Jonas (Louis Hoffman) forsøger at komme tilbage til sin egen tid 33 år tidligere.
Det er dog lettere sagt end gjort, da hans fremtidige jeg (Andreas Pietschmann) ødelagde den portal, han tidsrejste igennem. Tilbage i 2020 er en ny politimand kommet til byen for at assistere i undersøgelsen om de mystiske forsvindinger. Og i 1921 stifter vi bekendtskab med den makabert udseende Adam (Dietrich Hollinderbäumer), som leder den skumle, kidnappende morderpræst Noah (Mark Waschke) og andre tidsrejsende i sekten Sic Mundus. De er besatte af forestillingen om dommedag 27. juni i 2020, som de vil gøre alt for bliver en realitet.
Hvis det lyder, som om der er meget at holde styr på, er det blot en brøkdel af seriens ekstremt komplekse vævetæppe af handlingstråde. Prøver man at gå i gang med den nye sæson uden at have den første i nogenlunde frisk erindring, er man tæt på prisgivet, hvis ikke det var for det tre minutter lange hæsblæsende recap, Netflix har strikket sammen.
Sæson 2 kører lige på og hårdt. Og hvor er det forfriskende med en serie, som ikke forfalder til konstant eksposition og overpædagogiske forklaringer. ’Dark’ kræver udelt opmærksomhed og investering fra sit publikum – og er man villig til at træde ind i mørket, vanker der en betragtelig belønning.
Lidt hjælp er der dog at hente visuelt, da hver tidsperiode har sit helt unikke look, der viser, hvor gennemført serien er. 1921 er for eksempel badet i et gult skær, som en højsol på den hedeste sommerdag.
Introduktionen af Adam giver fortællingen et nyt fremdriftsskabende mysterium: Hvem er han, hvad ved han, og hvorfor er han forhippet på at se Jorden gå under? På papiret en endimensionel, lettere selvhøjtidelig, nazi-agtig skurk. Men i realiteten mere en slags omnipotent skikkelse, som leger kispus med menneskeheden, fordi det er hans skæbne. Messende som en anden dommedagsprofet: »Tænk at folk ikke bryder sammen på grund af deres absurde eksistens. Et uendeligt kredsløb af liv og død. Hvad er årsagen til al den lidelse?«
Temaet om en præ-determineret fremtid blev udforsket i første sæson, men får en om muligt endnu grundigere granskning nu. Resultatet er en tone af håbløshed og desillusion: Hvorfor forsøge at ændre det, der ikke kan ændres? »Til sidst får vi alle det, vi fortjener«, lyder det på et tidspunkt.
Men menneskerne giver dog ikke bare op, uanset hvilke forhindringer og paradokser der står i vejen, og gamle kendinge får tilført flere lag. Særligt den ellers vederstyggelige Noah får nye nuancer i en sådan grad, at han udvikler sig fra at være en ensporet og lydig discipel til et af sæsonens mest interessante bekendtskaber.
Den aktuelle sæson serverer plottwists så afgørende, at de ændrer på hele seriens univers. Vi er nu to tredjedele inde i fortællingen om tidsrejser i Winden. Optagelserne til tredje og sidste sæson er gået i gang, og det bliver spændende at se, hvordan Baran bo Odar og Jantje Friese har tænkt sig at runde det hele af.
’Dark’ kan meget vel blive den bedste Netflix-serie til dato.
Kort sagt:
’Dark’ hæver niveauet med en kompleks og nervepirrende sæson, der er mageløs, hvis man investerer den fornødne tid og opmærksomhed.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De bedste film i første halvdel af 2019