10. ’Blindspotting’
‘Blindspotting’ er ganske vist fra 2018, men efter at være blevet forbigået i biografkredsløbet herhjemme fik den streamingpremiere tidligere på året. Daveed Diggs og Rafael Casal har skrevet manuskriptet og spiller selv hovedrollerne som de to barndomsvenner Colin og Miles, der er makkere i et flyttefirma, hvorfra de fra første parket ser til, mens deres gamle autentiske hood i Oakland bliver overtaget af den kreative hipsterklasse. Dramaet tager fart, da Colin, som har tre dage tilbage af sin prøveløsladelse, overværer en sort mand blive skudt ned bagfra af en politimand. Resultatet er indimellem lidt bastant, men gennemgående en vibrerende, hårdtslående og gribende skildring af race og byforandringer i det moderne USA – løftet af den lyrisk legende sprogbevidsthed fra rapperen Diggs og spoken word-kunstneren Casal.
9. ’The Favourite’
Den græske særling Yorgos Lanthimos håndterede for første gang en andens manuskript, men resultatet bærer alligevel umiskendeligt instruktørens kulsorte humor og skæve repliklevering. Rachel Weisz og Emma Stone duellerer sprudlende om Olivia Colmans gunst i 1700-tallets engelske kongehus, og alle tre er svidende fornøjelige med Colmans ynkværdige dronning som fortjent Oscar-vindende højdepunkt. Kostumerne er forrygende over the top-pompøse, Robbie Ryans kamera skaber feberhed surrealisme med sin fiskeøjelinse, og magtspillet er uimodståeligt intrigant.
8. ‘Cold Case Hammerskjöld’
Efter dristigt-kontroversielle dokumentarer som ’Det røde kapel’ og ’Ambassadøren’ overgik Mads Brügger sig selv med en mesterligt konstrueret film, der både afmaskerer instruktørens velkendte facadespil og når frem til større afsløringer end nogensinde før. Man kan diskutere, om filmens sidste del med fokus på en vanvittig white surpremacy-konspiration om at udbrede aids til den sorte afrikanske befolkning er farligt ubekræftet paranoia, men den centrale efterforskning af FN-generalsekretær Dag Hammerskjölds død troner som journalistisk arbejde af forbilledlig kvalitet.
7. ‘Trækfugle’
Hvad var arnestedet for den verdensomspændende narkoindustri? Det får vi et bud på i colombianske Ciro Guerra og Cristina Gallegos gudesmukke og brutale ’Trækfugle’, der tager afsæt i historien om den unge mand Rapayet, der gifter sig ind i en traditionsrig stammekultur, mens han får en voksende marihuana-eksport op at køre til los gringos i USA. Men efterhånden som hans forretning vokser sig stor, korrumperer pengene også den lokale kulturs ellers dybt forankrede værdier i et tragisk moralskred med voldsomme konsekvenser. Dette overrumplende poetiske svar på ’The Godfather’ er ikke så mainstream og ligetil som urhistorier a la ’Narcos’, men den er mindst lige så skræmmende og langt mere ambitiøs.
6. ‘Free Solo’
Man trækker næsten ikke vejret gennem de 100 minutter, hvor man følger klatreren Alex Honnold i hans frygtløse bjergridt op af lodrette klippeskråninger uden hjælpemidler – med bestigningen af Yosemites El Capitan som den hvide hval, intet menneske før ham har fanget. ’Free Solo’ er en uforglemmelig fysisk oplevelse, der med intimitet og overblik indfanger Honnolds bedrifter på bjerget, men den er også et fascinerende karakterstudie af en mand, hvis nervebaner løber helt anderledes end hos alle os andre.
5. ‘Us’
Jordan Peele levede op til forventningerne efter ’Get Out’ med endnu en sublimt velkomponeret gyserthriller, der satiriserede mindre direkte over det amerikanske samfund, men til gengæld pirrede med en abstrakt metaforisk kraft i fortællingen om en familie af far, mor og to børn, hvis sommerhus ved vandet pludselig bliver invaderet af en skummel kvartet, der ligner dem selv til forveksling. Peele iscenesætter huset, karaktererne, invasionen, spejlingerne og den sociale dynamik med komisk timing og markant visionær æstetik, og selvom den store afsløring mod slutningen måske falder lidt til jorden, står vi stadig tilbage med et endnu et moderne horrorhovedværk, rigt på fortolkningsmuligheder.
4. ‘Dronningen’
Det siger ikke så lidt, at Trine Dyrholm har en af karrierens allerstærkeste roller som den velbjergede overskudsadvokat, der indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn (Gustav Lindh) i May el-Toukhys dristige ’Dronningen’. Filmen vender og drejer publikums sympati på sublimt pirrende facon, mens den skaber både psykologisk troværdighed i den ulige relation og natursymbolsk lyrik gennem billederne af den vildtvoksende skov og Jon Ekstrands enigmatiske score. En sjældent overbevisende og politisk ukorrekt dansk film om drifter og moral. Og så er det i øvrigt ret godt gået, at en film med et så kontroversielt sexladet tema har trukket hele 330.000 mennesker i biografen.
3. ‘Lazzaro den lykkelige’
Italienske Alice Rohrwacher kombinerer jordnær proletarnaturalisme med magisk realisme og guddommelig poesi i sin film om en gruppe bønder, der ikke har fået at vide af deres excentriske grevinde, at stavnsbåndet for længst er ophørt. Vi følger den godhjertede unge Lazzaro, der halvvejs igennem filmen sporløst forsvinder for blot at dukke uforandret op mange år efter i et Italien under ombrydning. Rohrwacher serverer sin modernitetskritik med allegorisk tæft og en nærende empati, og hun giver os en af årets mest mirakuløse scener, når et stykke orgelmusik forfølger karaktererne væk fra det hellige rum og ud på gaden.
2. ‘Kapernaum’
Der er en hårfin grænse mellem sentimentalitet og følsomhed, men libanesiske Nadine Labacki balancerer fornemt i sin nøgterne og alligevel dybt bevægende historie om den unge dreng Zain, der sagsøger sine forældre for at have bragt ham til verden. Det meste af filmen beretter, hvordan han nåede til denne tragiske situation, en hjerteskærende skæbnefortælling gennem Beiruts værste slumområder, der indkapsler verdens ubegribelige ulighed, så det brænder sig fast på nethinden. Men Labackis største præstation er, at hun ikke portrætterer Zain som et passivt offer, men giver ham en ukuelig vilje til at modstå alverdens uretfærdigheder. Netop i det lys er hans blik i filmens døende sekunder uforglemmeligt, ja, akut ikonisk.
1. ‘Booksmart’
Skuespiller Olivia Wilde debuterer som instruktør med en øjeblikkelig ungdomsklassiker. I sin trippende struktur – to venners tour de force gennem fester og mærkelige møder på sidste nat i highschool – er den åbenlyst beslægtet med ’Superbad’, men den er også forrygende veldirigeret mod tidens zeitgeist anno 2019 og spiller på den måde efter sine helt egne regler. Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever har gnistrende kemi som de tunnelsynede stræbere Amy og Molly, der må tage revanche, da de opdager, at alle deres festglade klassekammerater også er kommet ind på de bedste universiteter. Wilde overrasker med filmisk veloplagte sekvenser, der bryder højtempo-fortællingen med velgørende overskud, mens birolleensemblet har den der uimodståelige kvalitet, der gør, at man kan se en film igen og igen. Og så rummer ’Booksmart’ bare et befriende progressivt blik på alt fra teenageliv til venskab og seksualitet. Meget mere kan man ikke bede om.
Læs også: De 10 bedste film i det første halvår af 2019
Læs også: Årtusindets 50 bedste udenlandske film