For nyligt løftede Disney sløret for, hvem der skal indtage hovedrollen som Ariel i det kommende ‘Den lille havfrue’-remake – nemlig den 19-årige sanger Halle Bailey.
Nu er der tidligt nyt om, hvem der skal spille over for Bailey. Harry Styles er i spil til rollen som prins Eric, mens Javier Bardem angiveligt er i gang med forhandlingerne omkring rollen som Ariels far, kong Triton.
Andre dele af castet er allerede udmeldt: Melissa McCarthy indtager rollen som havheksen Ursula, mens Awkwafina (‘Crazy Rich Asians’ og ‘Ocean’s Eight’) skal spille skralde (på engelsk Scuttle) og ‘Room’-stjernen Jacob Tremblay skal spille Tumle (på engelsk Flounder).
Valget af afroamerikanske Bailey har allerede skabt stor kontrovers på de sociale medier, hvor hashtagget #NotMyAriel hurtigt begyndte at trende efter castingen af en sort kvinde i rollen som en traditionelt rødhåret og hvid prinsesse.
Det har siden fået blandt andre Donald Glover til at støtte Bailey, mens Disney selv står fast ved beslutningen om at diversificere deres cast.
Læs også: Baz Luhrmann caster sin Elvis Presley efter hård konkurrence