Nu hvor Tarantino har understreget sin snarlige pension efter film nummer 10, er rygtebørsen blevet sat på overarbejdet: For hvad bliver den populære instruktørs sidste film?
Indtil nu har det bedste bud været en R-rated ‘Star Trek’-film, som Tarantino allerede har haft samtaler med J.J. Abrams, der ejer rettighederne til franchisen, om, mens angiveligt er sat i præ-produktion. Det er dog endnu ikke sikkert, om Tarantino selv ønsker at instruere filmen. Og nu åbner instruktøren en kattelem på klem for en anden franchise-fortsættelse, nemlig hans egen ‘Kill Bill’-serie.
Tarantino har længe sagt, at han gerne ville lave en ‘Kill Bill’-trilogi, hvor tredje kapitel skulle fokusere på den nu voksne datter til Vernita Green, som ønsker hævn over Uma Thurmans karakter Beatrix/The Bride efter hendes koldblodige mord på Green. Og han har endnu ikke forladt idéen.
Under et interview med MTV’s ‘Happy Sad Confused’-podcast fortalte Tarantino, at han stadig snakker med Thurman om en eventuel fortsættelse: »Uma og jeg har snakket om det for nyligt, for at være ærlig. Jeg har tænkt på det lidt yderligere. Vi snakkede faktisk om det i sidste uge. Hvis nogen af mine film, skulle tage udgangspunkt i mine andre film, skulle det være en tredje ‘Kill Bill’«.
Vi venter i spænding på, hvilken afsluttende film han lander på. I mellemtiden kan man glæde sig til, at Tarantino snart har dansk premiere på sit ventede Hollywood-epos ‘Once Upon a Time in Hollywood’, der kan ses i biografen fra 15. august.
Læs også: Quentin Tarantino understreger sin snarlige pension: »Jeg har givet, hvad jeg havde i mig«
Læs også: Anmeldelse ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage
Læs også: Quentin Tarantino bekræfter, at manuskriptet til den kommende ‘Star Trek’-film er skrevet