Liu Yifei, der har hovedrollen i Disneys kommende genindspilning af ‘Mulan’, er kommet i modvind efter en kontroversiel udtalelse på det kinesiske sociale medie Weibo.
I onsdags delte Yifei, ifølge Variety, et billede fra det kinesiske statsmedie The People’s Daily med teksten »jeg støtter politiet i Hong Kong, giv mig bare tæsk for det«. Den kinesiske stjerne høstede mere end 72.000 likes og 62.000 delinger blandt sine 66 millioner følgere inden for de første 24 timer.
Udtalelsen faldt dog ikke i god jord hos de mange demonstranter i Hong Kong, der i mere end 11 uger har tørnet sammen med politiet under demonstrationer mod øget indflydelse fra Kina over den lille region, der nyder en højere grad af demokrati end moderlandet. Flere demonstranter, såvel som internationale støtter, opfordrer til helt at boykotte den kommende genindspilning under hashtagget #BoycottMulan. Disney har endnu ikke svaret på kritikken.
Yifei er ikke den eneste stjerne, der har udtrykt sin støtte til det kinesiske politi. Også Jackie Chang og Tony Leung Ka-Fai har bakket op om politistyrken i forskellige interviews. Flere internationale organisationer som Amnesty har kritiseret både demonstranter og politi for voldelighederne under demonstrationerne.
Læs også: Disney deler første storslåede trailer til liveaction-remake af ’Mulan’