Det sprudler med vittig dialog og manisk energi i traileren til den alternative home invasion-film ’Villains’. Hvis du nogensinde har spekuleret på, hvordan det ville se ud, hvis Quentin Tarantino lavede en horrorfilm, så har du muligvis svaret her. Se eventuelt om du kan spotte den lille reference til ’Reservoir Dogs’ i traileren.
Filmen handler om det unge forelskede forbryderpar Mickey (Bill Skarsgård) og Jule (Maika Monroe), som er på flugt efter et røveri. Da de når til Florida, bryder de ind i et hus for at søge tilflugt. Det fortryder de dog hurtigt. De er nemlig brudt ind hos Gloria (Kyra Sedgwick) og George (Jeffrey Donovan), som ikke er et hvilket som helst ægtepar. De har for eksempel en lille pige spændt fast nede i deres kælder. Så hvem er egentlige skurkene her?
’Villains’ havde premiere på dette års South by Southwest-festival. The Playlist kaldte den blandt andet »tosset og vanvittig morsom«. Den syrede gyserkomedie er skrevet og instrueret af Dan Berk og Robert Olsen, som tidligere har stået bag de mindre kendte horrorfilm ’The Stakelander’ og ’Body’.
’Villains’ får premiere i USA 20. september. Der er ingen dansk premieredato endnu.
Læs også: Filmene, der har redefineret horrorgenren de seneste år – og hvor du kan streame dem