Bruce Lee
Den kinesisk-amerikanske kampsportslegende, som blandt andet opfandt kampstilen ved navn Jeet Kune Do, havde siden barndommen haft drømme om Hollywood. Det blev dog kun til en række mindre gæsteoptrædener og en rolle som sidekick i ’Green Hornet’. Han drog derfor til Hong Kong for at opbygge et cv, han kunne vise de amerikanske producenter. I Hong Kong fik Lee sin første hovedrolle i ’The Big Boss’. Med en håndfuld film i bagagen drog han atter til USA. Det viste sig at være en god plan, men Bruce Lee nåede ikke at opleve sit eget internationale gennembrud. I 1973 blev han med sin første Hollywood-produktion, ’Enter the Dragon’, kørt i stilling som ’Den gule James Bond’. Desværre døde Lee kort før premieren i en alder af blot 32. Dødsårsagen er uvis, men mange mener, at der var tale om en allergisk reaktion på nogle smertestillende piller. ’Enter the Dragon’ blev en kæmpe succes og var med til at kickstarte kung-fu-feberen i den vestlige verden. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Bruce Lee af Mike Moh.
Sharon Tate
Den unge skuespiller var et spirende talent, inden hun som 26-årig blev slået ihjel af Manson-klanen. Opdaget på baggrund af sin enorme skønhed kæmpede hun med at overbevise branchen om, at hun var mere end et kønt ansigt. Hendes mest kendte rolle i den alt for korte karriere var i ’Valley of the Dolls’, som hun vandt en Golden Globe for. Den præstation, Tarantino hylder hende for i ’Once Upon a Time in Hollywood’, er som en klodset dansk (!) guide i ’The Wrecking Crew’ fra 1969 (der havde Bruce Lee som karate advisor). Før hun mødte og giftede sig med Polanski, dannede hun par med den indflydelsesrige Hollywood-frisør Jay Sebring. I ‘Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Sharon Tate af Margot Robbie.
Steve McQueen
Skuespiller, flådesoldat, stilikon. Steve McQueen spillede hovedrollerne i nogle af 60’ernes mest populære film; ’The Magnificent Seven’, ’The Great Escape’ og ’Bullitt’ og blev Oscar-nomineret for sin rolle i Robert Wises storfilm, ’The Sand Pebbles’. Det gjorde ham til Hollywoods højst betalte skuespiller i sin samtid. Ud over skuespillet havde han en kæmpe interesse for motorsport. Den karismatiske skuespiller huskes især for sin kølige macho attitude, sit flotte udseende og sine hæsblæsende fritidsinteresser. ’The King of Cool’, blev han kaldt. McQueen var efter sigende inviteret hjem til Sharon Tate den aften, mordene fandt sted, men blev fristet af et andet tilbud. Steve McQueen døde i 1980 i en alder af 50 år. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Steve McQueen af Damian Lewis.
Jay Sebring
I 60’ernes stilbevidste Hollywood var frisuren et statement. Og derigennem formåede Jay Sebring (født Thomas John Kummer), der havde lært at klippe hår i den amerikanske flåde, at blive både rig og berømt ved at ordne hår på tidens hotteste navne. Han blev således en del af filmbyens indercirkel med tætte bånd til skuespillere som Warren Beatty, Steve McQueen og Bruce Lee. Førstnævnte siges endda at portrættere Sebring i rollen som playboy-salonejer i filmen ’Shampoo’ fra 1975. Trods deres brud havde han et tæt bånd til ekskæresten Sharon Tate. De var sammen i huset på Cielo Drive, da de begge fik taget deres liv af Manson-klanen. Sebrings protegé og arvtager fortalte for nylig, at han mente, mordet var Mansons hævn for, at Sebring og vennen Frykowski havde nægtet at købe stoffer af ham. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Jay Sebring af Emile Hirsch.
James Stacy
Amerikansk skuespiller bedst kendt fra sit gennembrud i cowboyserien ’Lancer’. Efter en motorcykelulykke i 1973 mistede han en arm og et ben, hvilket gjorde det svært for skuespilleren at finde arbejde. Kirk Douglas kreerede dog en rolle specielt til Stacy i sin western ’Posse’, ligesom Stacy i 1978 blev Emmy-nomineret for rollen som såret Vietnam-veteran i tv-filmen ’Just a Little Inconvenience’. Resten af karrieren gik primært med mindre optrædener på tv, indtil han i 1995 blev anklaget for at forulempe en kun 11-årig pige. Stacy flygtede derefter til Hawaii og forsøgte at begå selvmord, men det mislykkedes, og han blev sendt tilbage til Californien, hvor han afsonede sin straf for pædofili. Det satte et definitivt punktum for karrieren. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles James Stacy af Timothy Olyphant.
Roman Polanski
Polske Polanski var oprindeligt i front for hjemlandets nybølge i starten af 60’erne, men blev hurtigt hentet til USA, hvor han debuterede med ‘Rosemary’s Baby’ og var med til at indkapsle 70’ernes New Hollywood. Han er berømt for klassikere som ‘Chinatown’ og Oscar-vinderen ‘The Pianist’. Han giftede sig med Sharon Tate i 1968, efter de mødte hinanden på optagelserne til hans film ‘The Fearless Vampire Killers’. Han var i London den nat, hvor gravide Tate (en graviditet, der havde fået ham til at tage afstand fra sin kone, som han var hyppigt utro mod) blev myrdet af Manson-klanen. Polanski lever i dag i europæisk eksil fra USA, hvor han aldrig har afsonet en voldtægtsdom for et overgreb begået i 1977 på dengang 13-årige Samantha Geimer. På årets Venedig Film Festival er han aktuel med sin nye, fransksprogede film, ’J’accuse’. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Roman Polanski af Rafal Zawierucha.
Sergio Corbucci
Rører man i spaghettiwestern-gryden, støder man hurtigt på navnet Sergio Corbucci. Igennem sin karriere stod den italienske instruktør bag mere end 50 film. Han huskes dog bedst for sine westerns fra slut-60’erne, heriblandt ’Django’, ’Navajo Joe’ og ’The Mercenary’. Flere af filmene bærer præg af at være sølet til i ondskab og meningsløshed, hvilket især kommer til udtryk i hans ubestridte mesterværk, ’The Great Silence’. I modsætning til Sergio Leone (’The Good, The Bad and the Ugly’, ’Once Upon a Time in the West’) blev han aldrig rigtigt anerkendt af en bredere skare. Quentin Tarantino har flere gange citeret Corbuccis værker – mest tydeligt i ’Django Unchained’.
George Spahn
Ejede fra 1953 ranchen Spahn Movie Ranch, der blev brugt til at optage westernfilm og tv-serier. I 1968 boede George Spahn selv på ranchen og gav Manson-klanen lov til at flytte ind i bytte for gratis arbejdskraft. Charles Manson og den halvblinde, 80-årige Spahn havde en aftale, der indebar, at klanens 20-årige pige Lynnette ‘Squeaky’ Fromme agerede en slags kone for ham. Oldingen blev på den måde indirekte facilitator for klanens afskyelige mordplaner og forberedelser til racekrigen Helter Skelter. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles George Spahn af Bruce Dern.
Charles Manson
Charles Milles Maddox havde en svær barndom og røg tidligt i fængsel, hvor han studerede bestselleren ’How to Win Friends and Influence People’. Efter fængselsopholdet samlede han et slæng af unge kvinder, som han blev idol og faderfigur for. Han drømte om at blive kendt, helst musiker, men trods bekendtskaber som Dennis Wilson fra The Beach Boys, blev det aldrig virkelighed. Blandt andet som resultat af vrede over at blive afvist ledte han til sidst kulten på det definitive aggressive sidespor, hvor de med en opdigtet racekrig som mål endte med at begå meningsløse drab. I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spilles Charles Manson af Damon Herriman. Den fulde historie om Charles Manson og Hollywood fortæller vi i denne artikel.
Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage