Praktisk disclaimer: Artiklen handler om den kritik, ’Once Upon a Time’ bliver mødt med i udlandet lige nu og er dermed ikke en liste over redaktionens personlige anker. Vi får selv syn for sagen ved premieren den 15. august.
’Resevoir Dogs’ blev i sin tid bandlyst fra engelske biograflærreder grundet filmens eksplicitte voldsscener (jævnfør en vis øreafskæringsscene). En rasende Spike Lee mente, at ’Django Unchained’ tog pis på slavetiden i USA (vel at mærke uden at have set filmen først). Og ja, så var dengang, Quentin Tarantino selv afskrev alle Cate Blanchetts film som en bunke »kunstagtige ting uden nogen holdbarhed«.
Tarantino er velverseret udi kontroverser, store som små, men revsningen af denne måneds imødesete ’Once Upon a Time in Hollywood’ – der følger en falleret filmstjerne (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand (Brad Pitt) i tiden op til Charles Manson-klanens mord på skuespillerinden Sharon Tate – rammer fra flere forskellige kanter med tiltagende styrke:
Har Tarantino et horn i siden på martial arts-legenden Bruce Lee? Er han ufølsom overfor de pårørte til Manson-drabene? Og skider han på dyrevelfærd?
Her er et overblik over kritikken:
Tarantino konsulterede ikke Sharon Tates daværende mand, filminstruktør Roman Polanski
I ’Once Upon a Time in Hollywood’ spiller Margot Robbie skuespillerinden Sharon Tate, der blev myrdet på bestialsk vis af Charles Mansons klan i 1969. Tate var gift med filminstruktøren Roman Polanski og højgravid med parrets første barn, og man skulle måske nok tro, at Tarantino af ren høflighed ville have ringet til Polanski forud for optagelserne til ’Once’ – om ikke andet for at give sin kollega en lille heads-up, inden denne så sin afdøde hustru og sig selv portrætteret på det store lærred.
Men det gjorde Tarantino ikke. Og det fik Polanskis nuværende partner, den franske skuespillerinde Emanuelle Singer, til at lange ud på de sociale medier forud for filmens Cannes-premiere i maj.
»Hvordan kan man udnytte en persons tragiske livshistorie samtidig med, at man træder på ham? Jeg mener bare, det rører dem ikke at lave en film om Roman og hans tragedie, men på samme tid har Hollywood gjort ham til en udstødt. Alt sammen uden at konsultere med ham, selvfølgelig«, skrev Singer i en post på Instagram, der dog senere er blevet slettet.
Tarantino har forklaret til Deadline, at selvom han ganske vist ikke personligt har talt med Polanski, så blev han efter indspilningerne kontaktet af en fælles ven, der på vegne af Polanski gerne ville høre, hvad projektet gik ud på. Efter at have set manuskriptet skulle vennen være blevet beroliget, ifølge Tarantino. Instruktøren mener ikke, at han på nogen måde burde have inddraget Polanski i processen omkring filmen:
»Når det kommer til Roman Polanski, så taler vi om en tragedie, der for de fleste mennesker er helt uforståelig… Jeg føler, at historien om Sharon Tates død og Manson har bevæget sig over i regulært historisk territorie. Så fortællingen har en historisk betydning udover Polanskis egen personlige tragedie. Derfor følte jeg også, at jeg havde et ok grundlag. Jeg ville ikke ringe til Polanski, mens jeg skrev filmen, for jeg havde ikke tænkt mig at bede om hans tilladelse. Han havde ikke grund til at bekymre sig, og jeg havde i hvert fald heller ikke brug noget stress«, fortalte Tarantino til Deadline.
Bruce Lee-portrættet i filmen opfordrer til racisme
Den for tiden største furore omkring ’Once Upon a Time in Hollywood’ – hvis vi ikke skal bevæge os over i slutningens spoilerterritorie – drejer sig om Tarantinos skildring af den kinesiske martial arts-legende Bruce Lee, der døde i 1973. Paradoksalt set i lyset af, at Tarantino selv ikke holder sig tilbage med at kritisere sine instruktørkolleger, hvis han føler, at de kikser historiske portrætter på film.
Lee (spillet af Mike Moh) dukker op i en lille rolle i filmen, hvor han blandt andet har en konfrontation med Pitts Cliff stuntmand Booth, som han udfordrer til en bedst-ud-af-tre-slåskamp.
Tarantino-udgaven af Bruce Lee er kålhøgen og storskrydende, og han bliver i høj grad brugt til komisk effekt – og nogle af de folk, der kendte stjernen bedst, genkender ikke Tarantinos portræt af kampsportsmesteren, der gjorde karriere i Hollywood, hvor han også privattrænede en lang række Hollywood-celebs i martial arts.
Efter at have set ‘Once Upon a Time in Hollywood’ kalder Bruce Lees datter Shannon Lee i et interview med The Wrap portrættet af sin far for »nedslående«.
»Han fremstår som et arrogant røvhul, der var fuld af varm luft. Og ikke som en, der måtte kæmpe tre gange så hårdt, som nogen af de folk gjorde, for at opnå, hvad der naturligt blev givet til andre«, siger hun med reference til, at Lee som asiat kæmpede for at få ordentlige roller i den amerikanske filmby, der ofte castede hvide skuespillere til asiatiske roller.
»Det var meget ubehageligt at sidde i biografen og lytte til folk grine af min far«, fortsætter hun.
»Jeg kan forstå alle begrundelserne bag, hvad der skildres i filmen. Jeg forstår, at de to karakterer er antihelte, og det er en slags vredesfantasi af, hvad der kunne ske… og de portrætterer en tidsperiode, der helt klart havde en masse racisme og eksklusion«, siger hun. »(…) Men de behøvede ikke behandle ham på den måde, som hvide Hollywood gjorde, da han var i live«.
Shannon Lee nævner konkret, at Bruce Lee ofte blev udfordret, men at han prøvede at undgå slåskampe, mens han i filmen er den aggressive aktør, der udfordrer Brad Pitts karakter.
Shannon Lee står ikke alene med sin kritik. Også forfatteren af Bruce Lee-biografien ‘Bruce Lee: A Life’, Matthew Polly, er ude med riven over for The Wrap:
»Bruce Lee var ofte en cocky, struttende blærerøv, men Tarantino tog de træk og overdrev dem til det punkt, hvor det bliver en ‘SNL’-karikatur«, siger han og undrer sig over, at Lee ikke får samme sympatiske portrættering, som bliver eksempelvis Steve McQueen til del i filmen.
»Han kunne have opnået det samme – at bruge Bruce til at få Brad Pitts karakter til at se barsk ud – uden latterliggørelsen«.
Senest har manden bag portrættet, skuespiller Mike Moh, også udtalt sig til onlinemediet Birth.Movies.Death, hvor han forklarer, at han indledningsvist var meget splittet omkring kampscenen:
»I mit hoved var Bruce nærmest en gud. En superhelt. Og jeg tror, at det er sådan, de fleste har set ham. Men for det første er det her en Tarantino-film. Han gør aldrig det, man ville forvente, at andre ville gøre. Forvent det uventede. For det andet vidste jeg fra første færd, at Tarantino elsker Bruce Lee – han forguder ham«.
Tarantino har da også baseret Uma Thurmans ikoniske gule jumpsuit i ’Kill Bill’ på det kostume, Bruce Lee bar i sin sidste film, men for Vulture har den amerikansk-kinesiske filmkritiker Walter Chaw ikke desto mindre udtrykt bekymring for, at kampscenen i ’Once’ puster til racisme, når publikum inviteres til at finde Lee og hans kinesiske accent latterlig. En pointe, der ekkoes af den amerikanske filmforsker Nancy Wang Yuen. Efter at have set filmen og oplevet stemningen i biografen skrev hun på Twitter, at »hans kung fu bliver til en joke og hans filosofi bliver til en fortune cookie og de lyde, han laver, når han dyrker kung fu, bliver bogstaveligt talt latterliggjort af (Brad Pitts karakterer) Cliff. De (filmfolkene, red.) bruger hans arrogance til at fremstille ham som en bedrager«.
Tarantino negligerede dyrevelfærd
’Once Upon a Time’ gik ikke helt tomhændet fra Cannes-festivalen i foråret – filmen vandt nemlig Palm Dog-prisen for årets hundepræstation.
Æren tilfaldt pitbulltæven Sayuri, der i filmen ejes af Brad Pitts karakter Cliff, men ifølge dyrerettighedsorganisationen PETA har Tarantino skidt højt og flot på dyrevelfærd ved at vælge en hund fra en opdrætter, der er kendt for at behandle dyrene dårligt og derigennem opretholder mange af fordommene omkring pitbullterrier. I et officielt statement skriver PETA:
»Pitbulls er den mest vanrøgtede og svigtede hunderace og med en tankeløs bevægelse har Quentin Tarantino forværret situationen ved at bruge hunde fra en notorisk opdrætter. Pitbulls bliver lænket, spærret inde i bure, efterladt, sultet, slået og endda sat ild til og brugt til hundekampe til døden. Og som hunden i filmen bliver deres ører ofte lemlæstede for at give dem et mere ’tough’ look. Uansvarlige portrætter som dette er medvirkende til at pitbulls er i overtal i hundeinternater. Tarantino har spændt ben for arbejdet med at få lukket pitbullopdrætterne ned. Han bør skamme sig«.
Tarantino har tidligere forklaret, at Sayuri repræsenterer det gamle Hollywoods heltmodige filmhunde, der altid kom til deres ejeres hjælp, a la Lassie. Da instruktøren modtog Palm Dog-prisen på vegne af Sayuri, sagde han blandt andet: »Da jeg klippede filmen, gik det op for mig, hvor stor en skuespiller hun er. Jeg begyndte faktisk at se ting i hendes ansigt, som jeg ikke havde bemærket på settet«.
Men kommentere på PETA’s kritik vil Tarantino endnu ikke.
Margot Robbies Sharon Tate har for få replikker
Allerede da den første trailer til ’Once Upon a Time in Hollywood’ landede, lød der en murren i krogene over præsentationen af Margot Robbies karakter, Sharon Tate. Eller rettere, manglen på repræsentation. Tates dystre endeligt er centralt for særligt filmens slutning, og mange havde forventet, at Robbie ville spille en noget større rolle, end traileren angav – heri havde den australske skuespiller dårligt en eneste replik, men figurerede hovedsageligt som sexet eyecandy over for de herrer Brad Pitt og Leonardo DiCaprio.
Tarantino er tidligere blevet anklaget for at seksualisere vold mod kvinder (jævnfør blandt andet ’Kill Bill’s begyndelse), og da ’Once’ blev vist på Cannes-festvalen måtte instruktøren atter stå på mål for anken under den efterfølgende pressekonference:
»Jeg afviser din hypotese!«, vrissede Tarantino, da en kvindelig journalist spurgte ind til, hvorfor Robbies har så få replikker, mens skuespilleren selv gjorde sit for at understrege, at hun ikke følte sig forbigået:
»De øjeblikke, jeg fik på skærmen, gav mig mulighed for at ære hende, og det er ikke meningen, at det skal gå dybere end at vise tabet af uskyld. Og ved at vise hendes varme og udforske hende på den måde kunne man godt gøre det uden at tale meget. Og det var en interessant øvelse for mig at skulle være så meget alene i scenerne«, fortalte Robbie.
Alligevel har Tarantino siden Cannes-visningen tilføjet to minutters Tate-dialog. I juli forklarede instruktøren til Deadline, at han havde villet vise et »stramt cut« i Cannes, men at han efterfølgende havde forlænget en af Robbies scener en lille smule. Af rent kunstneriske årsager.
Det har ikke just pacificeret filmens kritikere, og Time Magazine tog i denne måned på sig at udregne i procent, hvor meget dialog de kvindelige karakterer har versus de mandlige i samtlige af Tarantinos film inklusive ’Death Proof’ (der var en Grindhouse-double feature med Robert Rodriguez’ ’Planet Terror’). Replikker på tre ord eller færre blev ikke regnet med, og ud af de 10 værker var det kun ’Kill Bill Vol. 1’ og ’Death Proof’, der havde overvægt af kvindelig dialog.
Dertil hører naturligvis, at størstedelen af Tarantinos film har mænd i hovedrollerne, men selv i dem, hvor kvinderne står i front, er det ingen garanti for, at de har lige så meget at sige. I ’Jackie Brown’ udgjorde kvindelig dialog bare 30,1 procent, til trods for at 52 procent af filmens cast er kvinder, mens kvinderne i ’Kill Bill Vol. 2’ stod for 41,2 procent af dialogen og 51,6 procent af castet.
»’Once Upon a Time in Hollywood’ er ikke en film for kvinder«, skrev det feministiske website Jezebel, mens The New York Times har Tarantinos fremstilling af kvinder »kompliceret«.
Så hvad er op og ned, fair eller unfair? Det finder vi ud af, når ’Once Upon a Time in Hollywood’ får dansk premiere den 13. august.