I næste uge er der danmarkspremiere på Quentin Tarantinos længe ventede ’Once Upon a Time in Hollywood’. En del af plottet vedrører mordet på skuespilleren Sharon Tate (Margot Robbie), som blev dræbt af medlemmer af Charles Manson-kulten. En begivenhed, som 50 år efter stadig fylder meget i lokalbefolkningens bevidsthed.
Productiondesigner Barbara Ling har lagt et stort arbejde i at genskabe slut-60’ernes Hollywood og omegn. Men især én location vakte filmholdet problemer. Charles Manson holdt oprindeligt til på den gamle Spahn Movie Ranch i Chatsworth, som i sin tid blev brugt til at optage westerns. Filmholdet valgte at genskabte ranchen i en park ikke langt fra den oprindelige location.
Da de lokale indbyggere fandt ud af, at en film om Charles Manson skulle optages i området, vakte det stor modstand:
»De troede, det ville være en film om Manson-familien«, udtaler Barbara Ling i et interview med The Huffington Post og fortsætter: »Der blev protesteret til Los Angeles Department of Recreation and Parks, som dog svarede tilbage og sagde: ’Stop. Det er bare ét set til en Tarantino-film’«.
Locationmanageren Rick Schuler har også udtalt til Los Angeles Magazin, at det oprindeligt var meningen, at scenen skulle optages på den rigtige Spahn Movie Ranch, som de dog opdagede ikke længere eksisterede. »Grunden var blevet fuldstændigt ryddet, som om man prøvede at slette den fra historien«, fortæller han.
Allerede da ’Once Upon a Time in Hollywood’ blev annonceret, blev den af mange omtalt som Tarantinos Manson-film. Det er dog ikke rigtigt tilfældet. Instruktøren har flere gange udtalt, at mordene kun udgør en lille brøkdel af den historie, han vil fortælle.
Tarantino havde oprindelig planlagt, at filmen skulle udkomme på årsdagen for mordet på Sharon Tate. Det valgte man dog at ændre efter protester fra folk, der fandt timingen usmagelig.
’Once Upon a Time in Hollywood’ er blevet godt modtaget i USA af både publikum og kritikere.
Læs også: Anmeldelse – ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage