‘Lambs of God’: Bloddrikkende nonner på HBO Nordic er mindre fucked up, end man kunne håbe
Kalenderen skriver 1999, men på en afsides, britisk klippeø lever tre nonner lykkeligt uvidende om trådløse telefoner og samfundets hastige udvikling i det hele taget. Da vi møder dem, mæsker de sig i stedet i fåreblod foran en statue af Sankt Agnes, øens allestedsnærværende helgen og grundstenen i trioens dedikerede tro.
Da den yngste af søstrene, Carla, bliver sendt afsted efter urter for at spice menuen lidt op, benytter hun sin private stund til at onanere i græsset. Med et drømmende blik, blod om munden og en hånd under den uldne kjole bliver hun dog hurtigt afbrudt i sin hyggestund – af fader Ignatius (Sam Reid), der kommer fra fastlandet og er sendt til øen af den katolske kirke. Det arrogante røvhul af en præst er overrasket over at finde øen beboet, og han fnyser over nonnernes alternative religiøse praksis og primitive livsstil uden mulighed for overhovedet at få opladt sin mobil. Kættere.
Ignatius er ankommet for at sondere terrænet, for den katolske kirke ønsker at omdanne øens ældgamle kloster, søstrenes bopæl, til et hotel for rige turister. En plan, der selvsagt strider imod Sankt Agnes-tilbedernes tilværelse, hvorfor de holder præsten fanget i håb om at omvende ham.
‘Lambs of God’ er en australsk miniserie baseret på Marele Days roman fra 1997. En fortælling, der sætter den patriarkalske, magtliderlige og kvindeundertrykkende katolicisme op imod de tre nonner: Margarita, en aldrende, men bestemt dame, som pligtskyldigt klynger sig til sine religiøse løfter med hud og hår, spillet af Ann Dowd fra ‘The Handmaid’s Tale’. Iphigenia, flokkens kløgtige leder, hvis lugtesans giver hende skumle fremtidssyner, spillet af Essie Davis fra ‘Girl with a Pearl Earring’. Og Carla, den unge og naive søster, der har boet på øen hele sit 24-årige liv, og som en anden Ariel længes efter fastlandets fristelser, spillet af Jessica Barden fra ‘The End of the Fucking World’.
Serien udspiller sig i England, men er optaget ved New South Wales’ enestående Blue Mountains. De smukke landskaber er en kategori helt for sig, og sammen med introduktionen til Sankt Agnes-søstrene og deres særprægede, spirituelle levevis siger man ubesværet første afsnit.
Margarita, Iphigenia og Carla bor ikke alene på øen. Når Sankt Agnes-søstre dør, genfødes de som lam, og flere søstre trasker således rundt sammen med dem og bidrager med uld og indimellem kød og blod. Der er slagtedag, klippedag og gravedag, og deres helt store hobby er at strikke og fortælle eventyr. Velkendte eventyr som Snehvide, Skønheden og Udyret og Den lille Rødhætte – vel at mærke med slutninger, der er fordrejede, og som passer på søstrenes egen fortid.
Første afsnit er dragende, omgærdet af mystik og krydret med humoristiske indslag på trods af den overvejende dystre atmosfære – som da uskyldige Carla gisper »Moses-barnet i sivene«, da hun får et flygtigt glimt af Ignatius’ ædlere dele, eller da Ignatius forsøger at flygte med en natpotte på hovedet.
Men luften siver hurtigt ud af fortællingen i de næste to afsnit, hvor handlingen skrider meget langsomt fremad. Ignatius’ søster på fastlandet melder sin bror savnet, og den korrupte katolske kirke ønsker ikke at foretage sig noget af frygt for at rende ind i en shitstorm. Imens på øen går tilværelsen med at… strikke. Anslagets fornemmelse af noget fucked up og overnaturligt savner man efterfølgende.
De slemt cheesy visuelle effekter (relateret til Iphigenias fremtidssyner) og introduktionen af intetsigende sideplots gavner ikke entusiasmen. Og så er der en masse, der simpelthen ikke giver mening. Hvordan kan det for eksempel gå til, at Carla, der hele sit liv har boet afskåret fra omverdenen blandt nonner og aldrig har set en mand, ved lige nøjagtigt, hvordan hun skal masturbere modvillige fader Ignatius, til han i sit klimaks skriger, at han afskyr det kvindelige køn?
Kort sagt:
‘Lambs of God’s mystiske nonnetrio ebber ud i langsommelige strikkefortællinger.
Anmeldt på baggrund af hele serien.