‘The Rain’ var Netflix’ første danske serie, men det bliver bestemt ikke den sidste. Streamingtjenesten har 150 millioner abonnenter verden over, og størstedelen bor uden for USA, så Netflix er kommet for at blive på de lokale markeder.
Det forsikrede Netflix-cheferne Lina Brouneus og Tesha Crawford, der står i spidsen for henholdsvis co-produktioner/indkøb og internationale originale serier, da de mandag besøgte Copenhagen TV Festival.
Her annoncerede de tilmed en af deres næste store danske serier: En filmatisering af Søren Sveistrups krimi ‘Kastanjemanden’. Sveistrup er manden bag ‘Forbrydelsen’ og primært kendt som manuskriptforfatter, mens han sidste år romandebuterede med fortællingen om den unge efterforsker Naia Thullin, der sammen med den udbrændte kollega Mark Hess skal opklare mordet på en yngre kvinde, der bliver fundet dræbt på en legeplads.
»Nordic noir er jo blevet perfektioneret heroppe, så vi ville vente med at træde ind på det område, til vi fandt det helt rigtige projekt«, sagde Tesha Crawford om den kommende serie.
‘Kastanjemanden’ skal produceres af det danske produktionsselskab SAM Productions, som Søren Sveistrup selv er tilknyttet. Optagelserne starter næste år. SAM Productions har i forvejen en god relation som producer på den kommende norsksprogede serie ‘Ragnarok’.
Netflix er også stærkt involveret i en genoplivning af ‘Rita’ sammen med TV 2. Den får premiere i løbet af næste år.
Læs også: De bedste, værste og mest pinlige øjeblikke i ‘The Rain’ sæson 2